Dansk speed-dating i Silicon Valley: "Hello her er 50.000 dollar"

352937_16_9_large_457.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
24. okt 2017 KL. 9:07

Civilingeniør David Kofoed Wind og hans team bag undervisnings-appen Peergrade blev i foråret inviteret til verdens mest prestigefyldte iværksætter-sammenslutning, kaldet Y-combinator i Silicon Valley - rugekassen for nogle af verdens mest succesfulde start ups

Under Y-Combinators erfarne vinger kom han og teamet på lyn-date med en hær af hungrende investorer og gnubbede skuldre med alverdens it-giganter og fik investeringer og uvurderlige kontakter med hjem i bagagen fra det forum, der mere end noget andet, kan siges, at være iværksætternes Forjættede Land, Silicon Valley uden for San Francisco i Californien.

David Kofoed Wind husker det afgørende øjeblik, hvor år med konstant arbejde, ventetid, sved og tårer kulminerede – hvor det blev afgjort om han og Peergrade var kommet gennem nåleøjet.

"Lige efter oplægget kom der en fyr og råbte ”Peergrade – her er 50.000 dollar”. Og det beløb fik han lidt under en procent ejerskab for"

”Vi sad på den danske ølbar Mikkeler i San Francisco og stirrede på vores specialøl i timevis og pludseligt ringede telefonen. ”Hej – vi vil gerne invitere jer med i programmet,” lød beskeden. Og så jublede vi,” fortæller David Kofoed Wind i dag.

Han husker kulminationen på den tre måneder lange fysiske og psykiske prøvelse det var at medvirke i Y-Combinators kompromisløse iværksætteri-program, hvor nogle af verdens mest succesfulde start ups er født. Og her snakker vi Messenger, AirBnB og Dropbox for bare at nævne nogle få af af de ideer, der er blevet flyvedygtige forretninger med hjælp fra Y-Combinator.

Big Data gav momentum

Davids eget start up, Peergrade, opstod da David Kofoed Wind under sin pdh i machinelearning stod for et matematik-kursus på DTU med 20 personer.

Da han ændrede titlen på kurset til noget med ”Big Data” steg antallet af deltagere til 120 på ingen tid. Det betød, at David Kofoed selv måtte kode et program, der kunne hjælpe ham med at rette alle de mange opgaver, der pludseligt var blevet hans ansvar.

”Peergrade-konceptet giver mulighed for, at studerende giver feedback og retter hinandens opgaver via en app. Jeg byggede med andre ord noget teknologi, der gjorde retningen af opgaver nemmere, og sådan startede jeg op i august 2015,” fortæller David Kofoed Wind, der nu ser Peergrade få større og større vinger hver eneste dag.

”Vores ide virker i alle fag og bliver i dag brugt på godt og vel halvdelen af danske gymnasier, vist nok alle danske universiteter og i folkeskolen med brugere helt ned til 4. klasse. Vi ser nu også en masse brugere i udlandet tage Peergrade til sig, og i dag er 60-70 pct. af brugerne uden for Danmark, heraf halvdelen i USA,” fortæller iværksætteren, der håber på at indtage alverdens læreanstalter og gøre livet lettere for lærere og elever globalt. Jeg tænkte derfor, at der måtte gemme sig en forretning i dette her.”

Dalen der leverer varen

Og den fornemmelse var nok ikke helt ved siden af. I hvert fald har Peergrade nu samlet investeringer for i alt 3,2 mio. kr. og som den femte danske start up efter Soundboks, Appharbor, Realm og Airhelp er teamet netop kommet igennem den tre måneder lange iværksætter-tour de force i Silicon Valley. Som det er svært for David Kofoed Wind ikke at tale meget begejstret om.

"Da vi var ved at nå slutningen af forløbet, var vores folk ved at være færdige. Vi arbejdede 70 timer om ugen jo - som minimum"

”Der er ca. 10.000 ansøgere, og 500 ideer bliver valgt ud til interview i Silicon Valley, og så flyver de folk ind fra hele jorden med alt betalt. Y-combinator startede for 12 år siden og har vist haft 1500 start up igennem heriblandt Airbnb, Dropbox, og Reddit. De er anerkendt for at være ultimativt den bedste inkubator og investor-sammenslutning. De er totalt overlegne, og deres start ups har vist en samlet værdi på 100 mia dollar – og Y-combinator har investeret i alle sammen som nogle af de første,” fortæller David Kofoed Wind.

Han husker de tre måneder med sit otte mand store team i en lille 3 værelses lejlighed i San Francisco på godt og ondt.

"Vi tog afsted hele teamet i alt otte personer – vores team er meget internationalt, men vi bor alle i Danmark. Vi er tre medstiftere og fem ansatte, og vi boede alle otte i den samme lejlighed med tre soveværelser og boede i køjesenge og delte alle otte ét badeværelse. Vi både boede og arbejdede i døgndrift i denne lejlighed i 90 dage – det var så hårdt. Man var aldrig alene, og var man alene var det på badeværelset - og der blev hele tiden banket på. Da vi var ved at nå slutningen af forløbet, var vores folk ved at være færdige. Vi arbejdede 70 timer om ugen jo - som minimum,” husker David Kofoed Wind, der gennem denne prøvelse fik en masse værdi ind i sit team.

 "I Y-Combinator laver man et pitch på 2 minutter – så er der 2500 investorer, der lytter medd, heraf 800 i selve lokalet"

”Det kan godt knække en virksomhed, hvis man ikke kan sammen socialt. Men vi kom igennem denne hårde tid, og vi har gennem vores samarbejde, succeser, diskussioner og konflikter fået opbygget nogle interne referencerammer, som vil være meget værd fremover. Vi gjorde alt sammen simpelthen.”

Glæder sig til dansk ambassadør

For en lille dansk start up, der skal til USA, er der mange ubekendte, som David og hans team ikke var bevidste om. Man skal kende den rigtige revisor, den rigtige advokat, have alle de rigtige ”connections”.

”Det har samarbejdet med Y-Combinator sørget for at gøre for os, så hvis der sker noget i USA nu, så er der folk i USA, der klarer det for os,” fortæller David Kofoed Wind, der glæder sig over, at der nu kommer en dansk ambassadør i Silicon Valley.

”Der er virkelig brug for hjælp til at komme ind i denne verden. Især hvis du ikke er 25 år, mand, den fødte tech-nørd og it-kyndig. Networking er nemlig ekstremt vigtigt. En dansk tech-ambassadør kan hjælpe meget, før man sætter benene på jorden i Silicon Valley, der jo er et af verdens dyreste steder at etablere sig med bolig.”

Og de skyhøje priser på både bolig og mad skyldes simpelthen, at der er alt for få ledige kvadratmeter bolig i teknologi-dalen, der lokker iværksættere til fra hele kloden. Fordi det er her, alle giganterne startede.

”Vi var i alt 120 start ups, der var sammen på Y-Combinator, heriblandt mange ekstremt dygtige mennesker. En gruppe deltagere havde fx bygget Facebook Messenger med Mark Zuckerberg personligt – en anden fyr havde lige solgt sit start up for 200 mio. dollar. Det giver jo kæmpe værdi og inspiration at få sådanne bekendtskaber, fortæller David Kofoed Wind.

Efter tre måneders tilsleben, forfining og sikring af alle flanker kunne han tage kampen face to face med panelet af investorer. Med blot 120 sekunder at imponere dem i.

120 sekunders iværksætter-date

”Et af de største wow-oplevelser var i slutningen, da alle skulle rejse penge – altså finde investorer. I Y-Combinator laver man et pitch på 2 minutter – så er der 2500 investorer, der lytter med, heraf 800 i selve lokalet og resten med via streaming. Bagefter giver investorerne et like på en intern software-platform. Så kan start ups’ne rangordne investorerne, og investorerne kan rangordne start ups’ne. Så kører der en algoritme, der planlægger møder for én, så dagen efter, man har lavet sit pitch, har man 14 møder i træk af 20 minutter varighed, så det er som en eksamen, der bare fortsætter og fortsætter,” husker David Kofoed Wind.

"Vi kan ved at være med i dette fællesskab nu tage genveje og springe over, hvor gærdet er lavest, og det er i høj grad det, det handler om"

”Alle start ups sidder ved hvert deres bord – præcis lige som speed dating, men der er bare ti gange så mange investorer, som der er start ups. Det var nogle meget lange dage, vi havde vist 40 møder på to-tre dage. Nogle investerede på stedet. Lige efter oplægget foran hele salen kom der en fyr og råbte ”Peergrade – her er 50.000 dollar”. Og det beløb fik han lidt under en procent ejerskab for. Det skete alt sammen på under på ti minutter, efter jeg trådte ned fra scenen, det var helt vildt at opleve.”

Normalt ville den store investorinteresse og de mange kontraktunderskrivninger i dansk kontekst være lig med champagnepropper og højbelagt smørrebrød og skåltaler. Men ikke her.

"Tilbage til arbejdet"

”Fundraising er normalt en stor ting, og det skal fejres, tro men. Men nej, det skal IKKE fejres. Det er jo først efter den vigtige funding, at det store arbejde kommer, det var bare ”tilbage til arbejdet!” Der er jo ikke sammenhæng mellem dem, der rejser flest penge, og dem, der får succes i sidste ende. Faktisk er der næsten ingen sammenhæng. Så en stor investering er ikke lig med succes. Desværre," konkluderer David Kofoed Wind, der råder danske start ups til at finde investeringer i USA – hvor der er højere til loftet.

"Hvis vi rejser pengene i San Francisco og bruger dem i Danmark, så holder de langt længere"

”Værdien af vores virksomhed er 6 mio. dollar i dag. Det er da mange penge, men værdiansættelserne i USA er også en helt anden end i Danmark. Man kan næsten bare lave kroner om til dollar, når man tager springet. Det er klart, at pengene sidder løsere på hænderne derovre, og folk er vant til at investere i start ups. Lønningerne er kæmpehøje, og huslejen astronomisk. Hvis vi rejser pengene i San Francisco og bruger dem i Danmark, så holder de langt længere,” lyder fidusen fra iværksætteren, der hver dag siden Y-Combinator har kunne læne sig op de mennesker, der nu ved, hvem han er, og ved hvad han står for.

Som en frimurerloge

”Det, der har overrasket os, er, at dette netværk er ekstremt stærkt og veletableret. Det er lidt som frimurerloger. Man hjælper hinanden enormt meget. Og holder hemmelighederne helt tæt til kroppen. Vi kan ved at være med i dette fællesskab nu tage genveje og springe over, hvor gærdet er lavest, og det er i høj grad det, det handler om, når man vil lave en virksomhed. Og netværket hjælper på lang sigt, fortæller David Kofoed Wind som har haft et utal af kasketter på i processen fra ide til forretningside.

Selvindsigt er en vigtig egenskab - og evnen til at tage genveje for at nå målet.

”Min rolle i firmaet er jo skiftet hele vejen igennem. Det var i starten kun mig, der talte om produktet og solgte produktet. Jeg har skulle lære at fundraise og lede og en hel masse andre ting, jeg ikke var uddannet til og jeg er jo teknisk uddannet, men det er nu mig, der laver alt andet end teknik. Hvis vi iværksættere kan lære de skiftende roller hurtigere, så kommer vi hurtigere frem til målet. I dag er der så også vores investorer, der kan træde til og hjælpe os. Fx med en fyring og det rent juridiske – så får vi lige quick guide fra folk, der ved alt simpelthen. Det er fedt,” slutter den danske iværksætter.