Dansk digital HR-platform rejser tocifret millionbeløb

384825_16_9_large_637.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
21. jul 2019 KL.15:53

Der er penge i HR-software, har danske Eloomi fundet ud af. Nu kommer venturefonde med millioner for at komme på markedet i USA

Af Jacob Mouritsen

Efteruddannelse, MUS-samtaler og mentorordninger. Alt sammen HR-værktøjer der bruges i mange former for virksomheder.

Men ifølge den danske techvirksomhed Eloomi kan det gøres meget smartere.

En idé og tanke, som den britisk- og Silicon Valley-baserede venturefond Kennet Partners samt Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Ventures, har købt sig ind på og derfor pumper 75 mio. kr. ind i virksomheden.

Eloomi har udviklet et softwareværktøj, der giver virksomheder mulighed for at tage hånd om HR-planlægning og udførelse, så personlig udvikling, opkvalificering og tilfredshed på arbejdspladsen ikke er en sur pligt, men derimod bliver et vigtigt aktiv, fortæller stifter og adm. direktør af Eloomi, Claus Johansen

“Jeg har siddet i flere virksomheder og set på træning og udvikling af medarbejdere – og mangel på samme. Det måtte man kunne gøre smartere,” siger direktøren, der med sine medstiftere gik i gang med at udvikle en simpel platform til formålet målrettet virksomheder med 250-5000 medarbejdere.

For ifølge Claus Johansen er netop den type virksomheder blevet lidt for store til ikke at have et digitalt HR-værktøj, men er samtidig ikke store nok til at bruge et stort og komplekst system, som andre spillere på markedet udbyder. Eloomi er et alternativ imellem, der kobler sig på eksisterende it-infrastruktur.

Kundegruppen tæller efterhånden alt fra lufthavnspersonel over teleskaber til rederier, som i samlet flok giver platformen over en halv mio. brugere og en omsætning på 30 mio kr.

Adgang til USA

Og nu skal vækstrejsen sættes på turbo efter kapitaltilførslen.

“Vi kunne egentlig godt fortsætte vores vækst organisk, men flere venturefonde begyndte at kontakte os og var ret seriøse,” fortæller Claus Johansen, der i de tre første år har kørt med underskud på godt 5,5 mio. kr.

De nye penge skal bruges til at få smidt endnu mere benzin på bålet, så flere internationale og større kunder vælger Eloomi til. I forvejen er godt 90 pct. af kunderne udenlandske, så den danske virksomhed er på få år blevet en international figur. Men endnu mangler der at komme hul på bylden til det store amerikanske marked.

“Vi vil meget gerne ind i USA. Vi har allerede testet det amerikanske marked, og vi ser en stor interesse,” siger Claus Johansen, som dog bevidst holder sig en smule tilbage fra markedet.

“Jeg har ikke lyst til hovedkuls at kaste mig ud i et kamikazeprojekt, som jeg desværre synes, en del danske iværksættere efterhånden har gjort,” siger direktøren, der stiftede selskabet tilbage i 2015.

Derfor er det ikke udelukkende pga. tyngden på pengesækken, at valget er faldet på Kennet Partners, som har fondsmidler for 1 mia. dollar.

“Vi ville have en partner, som har erfaring med at få europæiske virksomheder etableret på det amerikanske mark. Og det må man sige, at Kennet Partners har,” siger Claus Johansen.

Kennet Partners portefølje tæller primært softwareselskaber, og derfor passer Eloomi som fod i hose i venturefondens portefølje, lyder det fra Hillel Zidel, som er ledende partner i Kennet Partners.

“Vi har været meget imponerede over, at de allerede er ekspanderet internationalt, og vi tror på, at de har potentiale til at blive kategoriejer på området,” siger Hillel Zidel.

VF Venture skød tilbage i 2017 et millionbeløb i forretningen, og den investering vil de gerne følge op på, fortæller Jacob Bratting Pedersen, som er partner i VF Venture og sidder i Eloomis bestyrelse.

“Selskabet har et stærkt vækstmomentum og et godt hold bag, så grundstenene ligger for, at væksten kan fortsætte,” afslutter han.