Dansk bryggerikæmpe og e-sportsstjerner vil lave ny energidrik sammen

394988_16_9_large_996.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
28. jan 2020 KL. 9:05

Markedet for e-sport er eksploderet og erhvervslivet har for længst set et stort potentiale i at spille med. 

I Danmark har særligt Astralis, der er verdens bedste hold inden for spillet Counter-Strike trukket mange overskrifter og har indgået flere store aftaler med bl.a. Unibet, Jack & Jones og Logitech.   

I dag tirsdag har selskabet bag Astralis indgået en ny omfattende aftale, hvor resultatet reelt kan konsumeres af holdets fans.

I samarbejdet med bryggeriet Royal Unibrew skal Astralis udvikle i første omgang to energidrikke under brandet Cult. Det skriver de to selskaber i en pressemeddelelse tirsdag morgen.


Udviklingen af de to produkter er ifølge bryggeriet gået ind i en afsluttende fase. hvor det handler om at justere smag og identitet. 

“Vi vil i første omgang lancere to produkter, som begge er udviklet i samarbejde med Astralis, spillerne og performanceorganisationen hos dem. Det handler om smag og energi, også hvad de kan lide privat, når de ikke spiller,” forklarer Lise Tjell, der er marketing manager hos Royal Unibrew, i meddelelsen. 

“Astralis har nogle ekstremt stærke værdier og er den måske mest professionelle og seriøse organisation i e-sport når det gælder ting som spillernes velvære og præstationer, og det vil også være tydeligt i det univers og de produkter, Astralis og CULT kommer til at lancere,” forklarer hun yderligere. 

For Atralis er det en ny vej at gå.

“Det bliver et Astralis produkt, hvor det primære bliver den røde stjerne på produktet. Så det bliver i høj grad noget af en test på, hvad e-sport kan og ikke kan,” forklarer Jakob Lund Kristensen, der er medstifter og CCO i Astralis Group.

Det globale marked for e-sport er eksploderet over de sidste år, og fra at være et næsten ukendt marked i 00'erne har det globale marked i løbet af de seneste år vokset sig stort. I 2019 oversteg markedet for e-sport 1 mia. dollar ifølge analysehuset Newzoo.

Astralis er ikke alene om at kunne tiltrække kommercielle attraktive partnere. Tidligere på måneden landede også North, der er Danmarks næststørste e-sportshold inden for Counter-Strike og ejet af Parken Sport & Entertainment, Egmont samt Nordisk Film, en stor aftale med det franske it-selskab Capgemini.

Hos analysehuset Newzoo har man opgjort mængden af sponsorater globalt set for e-sport i 2019. Tallet voksede med 34, 3 pct. fra 2018 til 2019 og lød på samlet 456,7 mio. dollar i 2019.

   

Astralis' Counter-Strike hold er lige nu nummer 1 i verden og dermed det mest succesfulde i landet. I det forgangne år blev Astralis Group børsnoteret på den danske First North børs. Astralis Group har også et hold inden for det meget populære spil i Asien, League of Legends.   

Aftalen mellem Astralis og Royal Unibrew består både af en ren kommerciel aftale på sponsorvilkår, men Astralis modtager også Royalty fees for hver gang der bliver solgt en af de nye energidrikke.   

“Aftalen adskiller sig på en række måder, som gør den superinteressant for os. Siden børsnotering har et centralt element været, at vi kommercielt skulle væk fra kun at tjene penge på et logo på en trøje, som en standard fodboldaftale. Det her er en stor aftale, men den er uden logo på trøjen og den er regional. Det vil sige at den dækker rettighederne til Norden,” siger Jakob Lund Kristensen fra Astralis Group.

Det forventes, at det første produkt kommer i salg i uge 16, hvor det vil være tilgængeligt over hele landet.

“Planen er, at vi skal rulle ud i hele Norden. Men vi tager lige Danmark først for at se, om der er noget, som kan gøres bedre,” siger Jakob Lund Kristensen og fortsætter.

“Den her aftale er nordisk og det åbner jo potentielt for, at vi kan have en anden partner i USA eller Asien”