Dansk børnetøjsfirma lander aftale med luksus-bilmærke: Skal lave Lamborghini-kollektion

386190_16_9_large_946.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
18. aug 2019 KL.10:14

Det danske børnetøjsfirma Kabooki, som i mange år har lavet Lego-tøj, har landet en aftale med luksus-bilmærket Lamborghini, der giver Herning-virksomheden mulighed for at lave børnetøj med Automobili Lamborghi-brandet.

Lamborghinis kommunikations- og marketingchef Katia Bassifor forklarer i en pressemeddelelse, at baggrunden for aftalen er, at mange børn drømmer om Lamborghini, og børnetøjskollektionen, der kommer i butikkerne om et år, giver de unge mulighed for at tage del i Lamborghini-livsstilen.

Der bliver ikke bare tale om t-shirts eller sweatshirts med Lamborghini-logo, men en fuld kollektion fra fra top til tå i størrelserne fra fire til 14 år. Der vil bl. a. komme billeder af bilerne på tøjet.

Kabookis ejer og direktør, Christopher Silcowitz, kalder det en helt exceptionel mulighed, og fortæller, at hele hans team er blevet meget betaget af Lamborghinis verden og passionen i Lamborghinis hovedsæde i Sant’Agata Bolognese.

Kabooki, som lige siden sin etablering i 1993 har lavet Lego-tøj, har i forvejen aftaler med Universal Studios og Warner Brothers. Selskabet har 70 medarbejdere i Danmark, Tyskland, Indien og Kina.

Christopher Silcowitz ejer børnetøjsvirksomheden 100 pct. Han overtog for små to år siden Lego-koncernens næsten 20 pct. af aktierne i Kabooki samt den majoritetsaktiepost, som Jysk Fynsk Kapital sad på.