Danfoss topchef efter milliardkøb: "Det er virkelig en milepæl for Danfoss - både historisk og rent strategisk"

394644_16_9_large_613.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
22. jan 2020 KL.11:18

"Det er virkelig en milepæl for Danfoss - både historisk og rent strategisk. Vi bliver en af verdens ledende inden for både mobil- og industriel hydraulik," fastslår Danfoss-topchef Kim Fausing efter offentliggørelsen af koncernens største opkøb nogensinde.

For over 22 mia. kr. køber Danfoss børsnoterede, irsk-amerikanske Eatons hydraulikforretning, og det bekymrer ikke Kim Fausing, at det sker på et tidspunkt, hvor mange frygter en nedgang i den globale økonomi.

"Det er svært at svare på, hvordan den globale økonomi vil udvikle sig. Vi følger den som alle andre gør. Men vi har en stærkt performende forretning, og tror vi kan fortsætte. Vi er finansielt robuste og kan klare modvind, hvis den skulle komme," siger Kim Fausing.

Han understreger, at Danfoss kender hydraulikmarkedet ud og ind, og ved, at der er cykler i udviklingen på markedet.

"Men dem er vi fortrolige med," siger han.

Toplinjen kommer over 60 mia. kr.

Eaton Hydraulics-aktiviterne har en omsætning på 15 mia. kr., så opkøbet vil fordoble Danfoss' hydraulikforretning, Danfoss Power Solutions, samtidig med, at det øger hele Danfoss-koncernens omsætning med en tredjedel og bringer toplinjen op over 60 mia. kr.

"Kombinationen af den viden og erfaring, der er samlet i vores og Eatons forretning, vil give vores kunder en uovertruffen ekspertise fra en enkelt partner. Denne aftale understreger, at vi, sideløbende med at vi investerer i nye digitale løsninger, fortsætter med at styrke vores kerneforretning. Samlet set gør det Danfoss til en meget stærk teknologipartner,” siger Kim Fausing.

Danfoss’ og Eaton's hydraulikforretninger er begge markante spillere i industrien og har mange ligheder, herunder virksomhedskultur, fokus på kunder samt produktudvikling og -kvalitet i verdensklasse, skriver Danfoss i en pressemeddelelse.

Begge forretninger er globale, og kombinationen af deres geografiske fodaftryk skaber en markant tilstedeværelse overalt i verden. Endvidere vil opkøbet altså give Danfoss adgang til markedet for industrihydraulik, hvor Eaton Hydraulics står stærkt.

Danfoss har i dag cirka 28.000 ansatte, og der er 11.000 hos Eaton.

Transaktionen er underlagt almindelige betingelser for myndighedsgodkendelse og forventes endeligt effektueret ved udgangen af året, oplyser Danfoss.