ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Biotek presses af blodrøde aktiemarkeder: "Det er nu kvaliteten af de investorer, du har bag dig, virkelig er vigtig"

Biotekselskaber kan blive presset ud i tovene, da det blodrøde aktiemarked kan skabe kapitalknaphed for de svageste i branchen

Chefen for Novo Seeds Søren Møller, der investerer i unge danske biotekselskaber vurderer, at det afhænger af coronakrisens varighed om flere selskaber må lade livet. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Chefen for Novo Seeds Søren Møller, der investerer i unge danske biotekselskaber vurderer, at det afhænger af coronakrisens varighed om flere selskaber må lade livet. Arkivfoto: Mie Hee Christensen

Biotekselskaber går en uvis tid i møde, og måske vil en række bukke under i en periode, hvor det alt andet lige bliver vanskeligere at hente ny kapital.

På grund af coronavirussen vil kliniske forsøg blive forsinket, myndighederne vil være længere om at behandle godkendelser. Konferencer hvor man kan netværke med potentielle investorer eller partnere aflyses, og kapitaltilførsel via aktiemarkedet er umiddelbart lukket land. Det er gift for en branche, der brænder millioner og i nogle tilfælde mlliarder af, inden den første indtjening skabes.

Men vil flere danske biotekselskaber dø end normalt?

“Jeg tror, at det kommer vel an på hvor lang tid, det varer, det her, men det er nu, at kvaliteten af de investorer, du har bag dig, virkelig er vigtigt,” siger Søren Møller, ledende partner i Novo Seeds.

Hvad der sker på 6-12 måneders sigt, er vanskeligt at spå om

Søren Lemonius. ledende partner i Sunstone Capital

Han peger på, at en række større venturefonde i Europa har rejst nye fonde inden for de seneste år, så de selskaber, der er under de trygge vinger, har musklerne til at absorbere de forsinkelser, der må komme i værdiskabelsen på grund af coronavirussen.

“Det går selvfølgelig ud over værdiskabelsen hvis det tager dobbelt så lang tid at komme hen til det samme punkt,” siger Søren Møller.

Hos kollegaen i Sunstone Capital er ledende partner Søren Lemonius meget enig om, at selskaberne under venturefondene egentlig står meget godt stillet under dette uvejr, mens de børsnoterede selskaber har større udfordringer.

Der trøster Søren Lemonius sig ved, at Zealand Pharma og Orphazyme, som venturefonden har ejerandel i, allerede har fyldt kassen op med kontanter fra aktieemissioner.

De svage selskaber er selvfølgelig fortsat svage, og om det kommer til at gøre en forskel for dem, det kan Søren Lemonius ikke lige gennemskue endnu.

“De kommende måneder skal nok gå, men hvad der sker på 6-12 måneders sigt, er vanskeligt at spå om”, siger han.

Han mener desuden, at en række af de mindre biotekselskaber, der har rejst forholdsvist små beløb på de små børser i Sverige, måske er ilde stedt.

“Dem der lige akkurat klarede at få en finansiering på plads via børsen, er måske dem som lidt svæver i det uvisse. Dem er der nok ingen der har lyst til at række hånden ud til lige nu,” siger Søren Lemonius.

Formanden for Dansk Biotek Hans Schambye undrer sig over, at biotek og medicinalselskaber er ramt så hårdt kursmæssigt på aktiemarkedet, da selskaberne ikke cykliske og det fundamentale marked er uforandret.

“Men det er jo en situation som ingen af os har prøvet før, og aktiemarkedet bryder sig ikke om usikkerhed,” siger Hans Schambye, der til daglig er adm. direktør i Galecto Biotech.

Han venter ikke, at flere biotekselskaber må lade livet, fordi der potentielt opstår kapitaltørke.

“Nej, det gør jeg ikke, men det er klart, at lige nu er det svært at forudse fremtiden. Vi må indstille os på, at det bliver vanskeligere at finansiere sig via aktiemarkedet, og derfor indgås der måske flere partnerskaber med store medicinalselskaber,” siger Hans Schambye.

I biotekselskabet Evaxion Biotech hører man, at investor-roadshows er stoppet helt i USA på grund af virusfrygten, og tror derfor, at det vil koste livet for nogle af de mest kapitalhungrende selskaber.

“Vi er ret overbevist om, at der er en effekt nu, og det handler om at have styr på sine ting, og stille og rolig sørge for, at det ikke påvirker ens fremgang, ens projekter og aktiviteter,” siger Lars Wegner, adm. Direktør i Evaxion Biotech, der rejste 100 mio. kr. i december 2019.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis