ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Hun forelskede sig i et badehotel og forlod sit lærerjob: “Det var jo i år, jeg skulle have haft sorte tal på bundlinjen for første gang”

Tidligere lærer kæmpede

i tre år for at få lov at genrejse et klassisk badehotel – men viruskrisen gav hendes økonomi et spark i maven

Gitte Artby har brugt en del tid og penge på at lede efter tidstypisk inventar til sit hotel, eksempelv glasdørene. Meget af hotellets oprindelige udstyr og endda hotellets originale navn er blevet solgt fra af skiftende ejere. Foto: Nikolaj Linares.
Gitte Artby har brugt en del tid og penge på at lede efter tidstypisk inventar til sit hotel, eksempelv glasdørene. Meget af hotellets oprindelige udstyr og endda hotellets originale navn er blevet solgt fra af skiftende ejere. Foto: Nikolaj Linares. Nikolai Linares

Det stod ikke ligefrem skrevet i nogen karriereplan, at Gitte Artby skulle blive ejer af et badehotel.

Ganske vist havde hun i sine unge år haft en del job i restaurationsbranchen og på et tidspunkt også været ejer af en restaurant. Men det havde hun for længst lagt bag sig, og i 15 år var hun lærer og skolebibliotekar.

Men i 2013 sad hun en påske ved et torv i Gilleleje og forelskede sig. I en smuk gammel bygning, der engang havde været et klassisk badehotel.

“Jeg var solgt. Der var et eller andet ved arkitekturen og den rolle, sådan et hotel kan spille i en by, som bare dragede mig,” siger Gitte Artby. Hun gik i gang med et omfattende researcharbejde for at finde ud af, hvem der egentlig ejede stedet – og om hun kunne købe det.

Nemt blev det ikke. Det, der oprindeligt havde været Gillelejes første såkaldte hotel og badepensionat – etableret i 1896 samtidig med, at jernbanen kom til Gilleleje og sluttede nærmest lige foran hotellets hovedindgang – var gennem årene blevet splittet op i flere forretninger med ringe sans for historie og tradition. Gitte måtte overbevise to ejere og en lejer, der drev et kinesisk spisested, om at sælge det hele til hende. Det tog tre år.

3

år tog det for Gitte Artby at overtale ejerne til at overdrage hotellet til hende

Herefter fik Gitte både sin bank, sin mand og sine forældre med på ideen – heller ingen nem opgave: “Jeg havde ingen penge, og branchen her er ikke det nemmeste at låne penge til.”

140720_Børsen_154856.jpg
Gitte Artby blev så forelsket i Gillelejes historiske badehotel, at hun måtte eje det. Foto: Nikolai Linares.

Men i foråret 2017 var hun klar til at åbne det, der kom til at hedde Hotel Gilleleje Strand. Det oprindelige navn Gilleleje Badehotel var ikke længere til rådighed; det var på et tidspunkt blevet solgt som et andet stykke inventar til et konkurrerende etablissement i byen.

En ældre dame

Siden da har Gitte Artby arbejdet i døgndrift for at gøre sit badehotel så autentisk som muligt – med respekt for en tradition, hvor badebyens hotel kan rumme både sommergæster, lokale familiefester, spisning og kulturelle indslag. Engang lagde hotellet såmænd lokaler til både gymnastik- og danseundervisning og endda en Lulu Ziegler-kabaret.

“Mit hotel er en “ældre dame med personlighed”, og jeg vil gerne have, at man kan mærke det. Jeg møder nogle gange mennesker i guldbryllupsalderen, der fortæller, at de mødte hinanden her til et lørdagsbal.”

140720_Børsen_154634.jpg
Engang var der Lulu Ziegler-cabaret her,. og for direktør Gitte Artby er det vigtigt at bevare den historiske stemning. Foto: Nikolai Linares. Nikolai Linares

Hotelværten har ikke megen tid til at se tv og siger, at hun faktisk aldrig selv overværede det famøse pressemøde i marts, hvor statsministeren lukkede landet og dermed også hotelbranchen ned. Men konsekvensen mærkede hun omgående:

Spark i maven

“Jamen, 2020 var jo det år, hvor jeg skulle have haft sorte tal på bundlinjen – for første gang. Det bliver det jo så ikke. Så det har været et spark i maven – uvirkeligt, surrealistisk og lidt som en dårlig drøm. Som ny hotelejer har man ikke megen ballast at gøre godt med, men jeg har en god bank og har kunnet låne penge,” siger Gitte Artby.

Som sine kolleger har hun haft travlt i sommersæsonen, og både turister og lokale bakker op. Under Børsens besøg hilser hun hjerteligt på et voksent norsk par, der allerede har booket deres ophold flere sæsoner frem.

Man skal ikke hænge med hovedet, hvis man står i lort til halsen

Gitte Artby, ejer, Hotel Gilleleje Strand

Og selv om hun vedkender sig frustrationen over indviklede støtteordninger og regler – og har skrevet direkte til Mette Frederiksen (S) et par gange med klager – så kan man ikke mærke det på hende. Gitte Artby virker grundlæggende glad, næsten uanset hvilke ulykker viruskrisen har medført:

“Jamen, det er også rigtigt. Man skal ikke hænge med hovedet, hvis man står i lort til halsen. Vi skal nok klare den.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis