Coloplast-formand om aflysning af frasalg af urologi-division: Det kan kun gå en vej og det er fremad

392374_16_9_large_699.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
05. dec 2019 KL.19:22

Torsdag eftermiddag stod Coloplasts formand, Lars Rasmussen, foran 208 fremmødte aktionærer og gæster ved selskabets generalforsamling.

Med kaffe og kage i hænderne kunne de fremmødte bl.a. høre Lars Rasmussen gennemgå årsregnskabet for det forgangne år, der bl.a. har budt på en organisk vækst på 8 pct. for selskabet.

Et af emnerne, der blev bragt op på generalforsamlingen var søgsmålene i USA i forbindelse med urologi-divisionen.

Coloplast har forsøgt at sælge urologi-divisionen, men i årsregnskabet og beretningen fremgik det, at divisionen ikke længere er til salg.

En beslutning som flere aktionærer herunder ATP og Dansk Aktionærforening er enige i, fordi der er gode muligheder for vækst på området.

Per Juul fra Dansk Aktionærforening kunne dog godt tænke sig at vide, hvordan man vil undgå lignende sager i fremtiden. Hvortil Lars Rasmussen gik på talerstolen og svarede:

“Vi har stillet os selv det spørgsmål mange gange. Det, vi har gjort, er, at vi har lavet en bedre beskrivelse af risici, som patienterne skal læse. Vi arbejder med færre læger, der til gengæld bruger flere af vores produkter, og lægerne er bedre uddannet. Produkterne bliver fortsat anvendt.”

Urologi-divisionen har kostet Coloplast omtrent 5,15 mia. kr., plus en halv mia. kr. fra forsikringsdækning, til at forlige en stribe søgsmål i USA i forbindelse med et massesøgsmål mod producenter af underlivsnet til patienter med nedsunket underliv eller stressinkontinens.

Efter generalforsamlingen forklarede Lars Rasmussen, at søgsmålene ikke har spillet ind i beslutningen om at aflyse et frasalg af urologi-divisionen.

“Der kan ikke komme flere sager ind i massesøgsmålet, så det kan kun gå en vej, og det er fremad. Der er ganske få sager tilbage. Vurderer man hele situationen, så mener vi, at det skaber mere værdi for selskabet at beholde urologi-divisionen,” sagde Lars Rasmussen.

Han nævnte også, at det er Coloplasts vurdering, at risikoen for fremtidige søgsmål er stærkt reduceret.

I årsregnskabet kunne man også læse, at der var hensat yderligere 400 mio. kr. til at dække omkostningerne til søgsmålene, som virksomheden har haft i forbindelse med urologi-divisionen i USA.

Ingen opkøb i sigte

Med en aflysning af frasalg kunne et opkøb være en måde for Coloplast at vinde yderligere dele af markedet, men det kommer ikke til at ske lige med det samme.

“Vi kan godt overveje opkøb. Det har vi også gjort inden for distribution, så det kan sagtens komme på tale, men vi har primært en organisk vækst strategi. Vi har ikke noget i kikkerten nu,” sagde Lars Rasmussen.

Coloplast har en strategi, der handler om at have bedre produkter og bedre services end konkurrenterne. For at opretholde strategi og vækst er innovation nødvendigt.

“Innovation på både service og produkter er ekstremt vigtigt. Nu kommer der en række produkter, som er digitale, og det er nyt for os og vores branche. Det er det næste store, der kommer til at ske,” sagde Lars Rasmussen.

Coloplast nåede en omsætning på 17.939 mio. kr. for hele regnskabsåret 2018/19, efter en organisk vækst på 8 pct., og det bundfældede sig som et overskud af driften på 5556 mio. kr.