KØB SENESTE NYT KURSER Køb Abonnement
Virksomheder

Benzinkæde investerer 1 mia. kr. i lynladestandere

Circle K vil opføre 1300 lynladere frem mod 2030. I forhold til antallet af danske elbiler kan det ligne en overproduktion, siger forbrugerøkonom hos FDM

Et effektivt lynladenetværk har ifølge FDM’s forbrugerøkonom stor indflydelse på købelysten hos forbrugerne og dermed også Danmarks officielle mål om at have 1 mio. elbiler inden 2030. Arkivfoto: Jeppe Gustafsson/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Et effektivt lynladenetværk har ifølge FDM’s forbrugerøkonom stor indflydelse på købelysten hos forbrugerne og dermed også Danmarks officielle mål om at have 1 mio. elbiler inden 2030. Arkivfoto: Jeppe Gustafsson/Shutterstock/Ritzau Scanpix Foto: Shutterstock

På rekordtid er Circle K blevet den brændstofkæde i Danmark, der har opført flest lynladestandere. Målet er 1300 lynladere inden for de næste syv år frem mod 2030 og en fossilfri fremtid for Circle K. Selskabet investerer 1 mia. i projektet.

Lynladere kan ifølge Peter Rasmussen, der er brændstofdirektør i Circle K, blive en fremtidig guldgrube.

“Det er langt nemmere for os at omstille os, fordi vi ikke er olieproducenter og afhængige af at sælge olie. Vi vil have en markedsandel på 25 pct.,” siger han om Circle K’s ambition.

Siden 2020 har Circle K udrullet tre nye lynladere om ugen.

“I dag dækker elbiler omkring en tredjedel af nysalget af personbiler. Frem mod 2030 kommer udviklingen i markedet for elbiler til at gå rigtig stærkt,” siger han.

Konkurrenten OK investerer også i lynladere. Her er planen at levere 30-40 lynladeparker inden 2025. Lynladeparkerne kommer til at bestå af seks lynladestandere pr. park.

Q8 planlægger også at opsætte lynladere på alle virksomhedens 240 tankstationer inden 2026. Ligeledes vil Shell supplere de 32 lynladere, virksomheden allerede har opsat, med 45 mere fordelt rundt om i landet.

Vi har den tyngde og kapital, den her omstilling kræver

Peter Rasmussen, brændstofdirektør, Circle K

Ifølge Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM, har Circle K været længe om at komme ind på markedet. Til gengæld deltager de nu effektivt.

“Det er en meget ambitiøs investering af Circle K taget i betragtning af, at vi lige nu kun har 160.000 elbiler i Danmark. Det kan ligne en overproduktion af lynladestandere, men det høster vi frugterne af senere,” siger han.

Han understreger, at et effektivt lynladenetværk har stor indflydelse på købelysten hos forbrugerne og dermed også Danmarks officielle mål om at have 1 mio. elbiler inden 2030.

Markedet for lynladestandere

Væksten i antallet af offentlige ladestandere er til at tage og føle på.

Ifølge De Danske Bilimportører er antallet af offentlige ladestandere vokset fra 6779 til 13.641 siden juli sidste år, og væksten i lynladestandere er vokset fra 613 til 1266 siden juli sidste år.

Der er omkring 150.000 el- og hybridbiler i Danmark i dag. Det tal forventes at være vokset til 1 mio. i 2030.

1300 ladestandere vil Circle K etablere inden 2030

Årets regnskab

Circle K’s ambitioner om investeringer i grøn energi kommer til dels i kølvandet på årsregnskabet for 2022/23. Selskabets omsætning endte på 16.653 mia. kr. Det er dog primært de eksplosive oliepriser og inflation, som har fået omsætningen til at brage i vejret.

Circle K Danmark leverede, trods et ustabilt oliemarked, et positivt driftsresultat for året.

Ifølge Peter Rasmussen, brændstofdirektør i Circle K, siger det i bund og grund ikke noget om virksomhedens egentlige succes.

“Det er, langt hen ad vejen, olieprisernes skyld, at omsætningen ser sådan ud. Priserne steg i starten af året og faldt så igen, men den gennemsnitlige pris er steget. Så stigningen på 24 pct. i omsætning kan man ikke bruge til noget overhovedet,” siger han.

⚙ For at se dette indhold skal du acceptere cookies

Ifølge Peter Rasmussen er et plus i driftsresultatet drevet af generelle prisstigninger og salg af dagligvarer på tankstationerne, også kaldet convenience business. Selskabet investerer derfor et trecifret millionbeløb i den del af forretningen.

Det er med håbet om, at elbilejere vil gå på jagt i Circle K’s mad- og drikkeafdeling, mens de venter på at få ladet bilen.

Peter Rasmussen er ikke bekymret for konkurrencen fra andre brændstofselskaber, når det gælder satsningen på lynladestandere.

“Vi er ejet af det største børsnoterede selskab i Canada. Så vi har den tyngde og den kapital, den her omstilling kræver,” siger han og refererer til det canadiske selskab Alimentation Couche-Tard Inc.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis