Chr. Hansen skruer ned for forventningerne - skuffer på i forvejen lav vækst

394263_16_9_large_691.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
15. jan 2020 KL. 8:05

Ingredienskoncernen Chr. Hansens første kvartal i regnskabsåret 2019/2020 skuffer. I første kvartal er realiseret en vækst på kun 1 pct., mens analytikernes estimater lå på 1,3 pct.

Samtidig nedpræciserer koncernen de fremtidige vækstforventninger fra intervallet 4-8 pct. til 4-6 pct.

Også skuffelser tidligere

Ved fremlæggelsen af årsregnskabet i oktober skuffede Chr. Hansen også voldsomt på forventningerne til de kommende års vækst.

Vækstforventningerne blev dengang skruet ned fra 7-8 pct. p.a. til 4-8 pct. Det sendte aktien ned med 9,2 pct. på dagen.

Den langsigtede forventning til koncernens afkast er 10 pct.

I de sidste tre måneder har aktiekursen ligget i et lavere leje og svinget i intervallet 500-530. Så sent som i juni nåede aktien en top, hvor kursen nåede 737.

Siden er aktien dykket med ikke mindre end 28,2 pct. Det er en voldsom udvikling over kun godt et halvt år, og meget usædvanligt for Chr. Hansen.

Udvikling skal vendes

“Investorerne har i de seneste fem år været vant til at man kunne købe ind på ethvert tilbagefald på et lidt skuffende regnskab. Seneste har investorerne set, at dette her er strukturelt," fortæller aktieanalytiker Michael Friis fra Alm. Brand som forklaring på, at aktiekursen efter seneste skuffelse i oktober er blevet nede.

“Nu skal udviklingen vendes før aktionærerne igen køber ind efter den gamle historie. Det kan godt være, at aktien er faldet meget tilbage, men det er stadig ikke nogen billig aktie," siger Michael Friis, der betegner den tidligere prissætning som “uhørt høj".

Analytikerkorpset er meget delte med hensyn til Chr. Hansen-aktien. 25 pct. siger køb, 50 pct. råder til at beholde aktien, mens 25 pct. råder investorerne til at sælge.