Casa har næsten 3 mia i ordrebogen

358302_16_9_large_264.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
11. feb 2018 KL.15:37
Byggeselskabet Casa A/S med base i Horsens har god gang i hjulene, og en ordrebase på ikke mindre end 2,9 mia. kr. Det fremgår af det netop offentliggjorte årsregnskab.

Ordrebogens tykkelse er rekord i Casa og en fordobling i forhold til niveauet ultimo 2016.

Årets omsætning udgør inklusiv udviklingsprojekter samlet set 1,6 mia. kr., hvilket er 18,7 pct. højere end i 2016. Resultatet før skat er 102,5 mio. kr. mod 81 mio. kr. i 2016. Dette svarer til en indtjeningsmarginalen før skat på 6,2 pct, som dermed overgår 2016, hvor niveauet var 6,0 pct.

Casa har for kort tid siden fyret direktør Per Semmling, der var ansvarlig for aktiviteterne i det østdanske område. Fyringen ville topfigur Michael Mortensen dengang ikke kommentere, og han henviste mere generelt til, at Casa fulgte budgetterne, og forventede et bedre resultat en tidligere.

Men helt uden udfordringer er Casa trods alt heller ikke.

"Sagerne er kommet langsommere i gang på grund af ventetid på byggesagsbehandling. Som totalentreprenør står du med hele holdet klar, og hvis projektet rykker sig f.eks. i tre måneder, så er det mest det, vi er ramt af. Det giver en lille smule mindre omsætning i forhold til medarbejderstaben," sagde Michael Mortensen,der er adm. direktør til Børsen i januar.

Casas mål er at nå en årlig omsætning på 3 mia. kr. allerede i 2020 - det er noget nær en fordobling i de næste to år.

”Vores strategi bygger videre på de styrker, der har bragt os til, hvor vi er i dag. Med den har vi tydeliggjort vores ambition om at fortsætte væksten af forretningen og om at have de mest tilfredse medarbejdere og kunder i branchen. Det er høje mål, der giver os noget at stå op for om morgenen," sig han.