Candy Crush-ejer styrer mod børsværdi på 41 mia. kr.

278649_16_9_large_470.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
12. mar 2014 KL.16:47
Det irske selskab King Digital Entertainment, der er mest kendt for at have lavet mobiltelefonspillet Candy Crush Saga, er på vej til at blive noteret på børsen i New York. Selskabet udbyder i forbindelse med noteringen 22,2 mio. aktier til en pris på mellem 21 og 24 dollar per aktie, og en pris i toppen af intervallet vil værdisætte selskabet til 7,6 mia. dollar, svarende til omkring 41 mia. kr.

Aktierne ventes endelig prisfastsat 25. marts og have første handelsdag 26. marts, skriver Reuters med henvisning til personer, der deltager i aktiesalget.

Selskabet vil i forbindelse med noteringen sælge 15,5 mio. nye aktier, mens aktionærer, herunder Apax Ventures, vil sælge 6,7 mio. aktier. Efter børsnoteringen vil enheder relateret til Apax have en ejerandel på 44,2 pct., ifølge Reuters.

Spillet Candy Crush Saga var i 2013 den mest downloadede gratis applikation og er blevet downloadet mere end 500 mio. gange siden sin lancering i 2012. JP Morgan, Credit Suisse og Bank of America Merrill Lynch er hovedgaranter for aktietegningen.

King Digital Entertainment omsatte i 2013 for 1,88 mia. dollar og kreerede et overskud på over en halv milliard dollar. I 2011 - inden Candy Crush-spillet blev lanceret - havde King blot en omsætning på 64 mio. dollar og langt færre brugere end i dag, hvor 324 mio. unikke brugere benytter sig af Kings knap 200 forskellige spil.

Omsætningen hos King stammer hovedsageligt fra annoncer. Eksempelvis bruger kun 4 pct. af Candy Crush-brugerne jævnligt penge på tilkøbsmuligheder i spillet.

/ritzau/FINANS