Build-A-Bear reddet - butikkerne åbner på lørdag

254417_16_9_large_596.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
20. mar 2013 KL.13:59
Så kan danske børn igen komme i Build-A-Bear Workshop og udstoppe deres egen bamse med fyld.

Den danske del af den amerikanske bamsekæde, der for to uger siden blev erklæret konkurs, er opkøbt af nye investorer, oplyser John Nyhøj Kristensen, der står bag genopstandelsen.

Den amerikanske bamsekæde kom til Danmark i 2004. Og selv om bamserne er søde, har det været svært at få forretningerne til at løbe rundt. Man har herhjemme i de seneste år kørt med millionunderskud - og derfor måtte butikkerne kaste håndklædet i ringen.

Chief Executive Bear

5. marts der blev indgivet konkursbegæring, og samtlige otte butikker i Danmark lukkede. Men på lørdag åbner syv af butikkerne igen - og omkring 100 arbejdspladser er blevet reddet.

Det er en gruppe af investorer, der er fundet sammen og har købt aktiviteterne ud af det konkursramte selskab i Danmark.

"Build-A-Bear er et stærkt og bæredygtigt brand. Det er oplevelser og personalets personlige involvering, der sælger produkterne. Jeg er overbevist om, at der stadig er et kæmpe potentiale på dansk grund," siger John Nyhøj Kristensen.

Det er butikken i Roskilde, der ikke åbner igen:

"Vi har valgt at satse på de butikker, der helt fra starten har været bærende for konceptets succes," siger John Nyhøj Kristensen.

John Nyhøj Kristensen, der er Chief Executive Bear - eller "direktørbjørn" - var i 2004 med til at starte bamsekonceptet op i både Danmark, Norge, Sverige. Han forlod selskabet i 2008, og frem til 2010 fik han Build-A-Bear ind på det tyske marked.

Og nu er han klar til at lægge arm med bamserne en gang til.

/ritzau/