Britisk medicinalselskab risikerer konkurrence - aktie falder 20 pct.

Virksomheder
Eksklusivt for kunder
15. jun 2018 KL.12:48

Det britiske medicinalselskab Indivior har en hård fredag på børsen, da investorerne frygter konkurrence på selskabets største lægemiddel.

Aktien falder 20 pct. på børsen i London og ligger samtidig klart sidst i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

Indivior risikerer ifølge Bloomberg News at løbe ind i konkurrence for midlet Suboxone, som skal forebygge abstinenssymptomer hos narkomaner og også kan anvendes til folk, der er afhængige af smertestillende medicin.

Det skyldes, at det amerikanske medicinalselskab Mylan og den indiske samarbejdspartner Dr. Reddy's Labatories torsdag fik godkendt et kopiprodukt hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

Det kan presse salget, da de to selskaber vil kunne markedsføre en billigere kopi. Suboxone ventes i år at sælge for 935 mio. dollar.

Mens der er pres på Indivior-aktien, har Dr. Reddy's Labatories haft en god fredag på børsen i Indien, hvor aktien steg 4 pct.

/ritzau/FINANS