Betonbrødrene Rosenkilde øger igen: Resultatet hopper over 40 pct. i vejret til 166 mio kr

Familien bag IkastBetonvarefabrik frygter, at coronaepidemien sætter en stopper for vækstperiode. Men salget er ikke ramt endnu

20160429-101234-2_52Mb.jpg
Familien Rosenkildes betonvarevirksomhed venter nu et vækststop efter flere års konstant fremgang i salget af belægning, tagsten og rør til kloakker og brønde. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
10. jul 2020 KL.14:00

Familien Rosenkilde bag Ikast Betonvarefabrik har endnu et år med markant fremgang, viser det nye årsregnskab fra holdingselskabet Romodan.

Koncernresultatet sprang sidste år over 40 pct. i vejret og blev på 166 mio. kr. efter skat. Det er 100 mio. kr. mere end bare fire år tidligere i 2015. Og året før igen, 2014, var der endda underskud på 30 mio. kr.

750​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​ mio. kr. udgør egenkapitalen i Romodan

I perioden 2015-2019 er bundlinjen altså langt mere end fordoblet – væksten har faktisk været på over 150 pct. – selv om omsætningen i den samme periode kun er øget med 49 pct. til 1,9 mia. kr. i 2019.

Så hovedaktionærerne, brødrene Mogens og Preben Rosenkilde, der også optræder på Berlingskes liste over landets mest velhavende, er altså blevet bedre til at lave penge i den virksomhed, som for 50 år siden blev startet af faderen, afdøde Johannes Rosenkilde.

Det er lidt usikkert, hvad der vil ske – og hvornår Jan Rosenkilde Damgaard, A/S Romodan, om fremtiden efter coronanedlukning

Det ses også af, at indtjeningen, ebit, er løftet hvert eneste år siden underskudsåret 2014. Ebit er nu på 10 pct. af toplinjen.

Den bogførte egenkapital i Romodan udgjorde, ifølge årsrapporten, ved udgangen af 2019, tæt ved 750 mio. kr.

Væksten stopper

Koncernøkonomidirektør og talsmand for koncernen Jan Rosenkilde Damgaard, der som navnet antyder er medlem af familien, frygter, at væksten i salget af fliser og belægningssten, tagsten samt betonrør til kloakker og brønde stopper på både top- og bundlinje i år eller i hvert fald næste år. ​​

“Det er lidt usikkert, hvad der vil ske – og hvornår. Men vi venter, at der kommer en nedgang oven på coronaepidemien,” siger han.

Omkring 10 pct. af aktiviteten ligger i Polen, men det kniber med at tjene penge dér Økonomidirektør i Romodan Jan Rosenkilde Damgaard

Indtil nu har Ikast Betonvarefabrik (IBF) og de andre Romodan-selskaber faktisk ikke mærket noget særligt til corona.

“Mange mennesker har de seneste måneder været mere hjemme end normalt og har lagt fliser om eller lavet andre projekter – eller regner med at gøre det i sommerferien, når de ikke skal til udlandet. Så vidt jeg har forstået, har byggemarkederne jo også nok at se til. Men vi tror, at der i en periode vil blive sat færre større bygge- eller anlægsprojekter i gang. Og det kommer vi til at mærke,” siger Jan Rosenkilde Damgaard.

Trods usikkerhed om, hvad der sker i bygge- og anlægssektoren i andet halvår, venter Jan Rosenkilde, at aktivitetsniveauet i Romodan-koncernen, hvor IBF er den klart største aktivitet, i år nogenlunde bliver på niveau med 2019. Men at der i 2021 kommer en decideret nedgang.

Hår i suppen

Det er klart udviklingen i Danmark, der har trukket Rosenkildernes positive udvikling i IBF og i Romodan. Faktisk er udlandet et hår i suppen, og alle aktiviteter uden for Danmark – minus de polske fabrikker – er lukket eller under afvikling. ​​

Det handler om et afrikansk eventyr, en norsk fabrik og et amerikansk samarbejde i Texas. Og Rumænien trak IBF sig ud af for flere år siden, da brødrene Rosenkilde blev tørret af nogle rumænske brødre, som først solgte noget jord, for så, da ejerskiftet ikke var blevet registreret som det skulle, kom tilbage og gjorde krav på jorden.

Polen har IBF været i meget længe, og virksomheden har i landet tre fabrikker og fem færdigbetonværker – lig med store millioninvesteringer.

“Omkring 10 pct. af aktiviteten ligger i Polen, men det kniber med at tjene penge dér. Vi er på rette vej – men er endnu ikke helt der, hvor vi gerne vil være,” siger økonomidirektøren.

Et par hundrede af de i alt 1300 medarbejdere i Romodan-koncernen arbejder i Polen.



Har du en exit-strategi? Børsens uddannelse "Gør virksomheden salgsklar" viser dig, hvordan du gør din virksomhed attraktiv for potentielle købere og investorer. Læs mere om de andre læringsmål, vi forpligter os til, her.