Bestseller-stifter sælger alle sine aktier i dansk designkomet for over en halv milliard kroner

389180_16_9_large_179.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
10. okt 2019 KL.10:07

Bestseller-stifter Troels Holch Povlsen sælger sin resterende andel af den danske designkomet Hay, som han selv var med til at grundlægge i 2002 sammen med ægteparret Mette og Rolf Hay. 

Det er den amerikanske designkoncern Herman Miller, der i forvejen ejede en tredjedel af Hay, som igen har haft den store pengepung fremme.

Således har Herman Miller, ifølge en meddelelse fra koncernen, betalt ca. 78 mio. dollar eller lidt over 530 mio. kr. for en andel på yderligere 34 pct. af Hay, som i det seneste regnskab for 2017/2018 kunne fremvise en omsætning på over 1 mia. kr. og en bugnende bundlinje på over 100 mio. kr. 

Dermed er Herman Miller nu nået op på en andel på i alt 67 pct., hvilket gør koncernen til majoritetsejer af selskabet bag Hay.

Troels Holch Povlsen har ikke ønsket at kommentere aktiesalget.

Mette og Rolf Hay fortsætter i ejerkredsen

Herman Millers opkøb sker blot lidt over et år efter, at den amerikanske designkoncern for første gang erhvervede sig 33 pct. af den danske designvirksomhed. Dengang for 66 mio. dollar eller 416 mio. kr.

Ifølge meddelelsen bevarer de to medstiftere Mette og Rolf Hay deres samlede andel på 33 pct. i selskabet bag Hay, ligesom de fremadrettet fortsætter med at drive den kreative udvikling i virksomheden.

“Vi er glade for at fortsætte og udvide Hays forhold til Herman Miller. Et virksomhed, hvis designarv har inspireret moderne livsstil og har været en inspiration for både mig og Mette,” udtaler Rolf Hay i pressemeddelelsen. 

Siden Herman Miller sidste år gjorde sit indtog i Hays ejerkreds, har den danske designkomet været ejet af både Holch Povlsen, Hay-parret og Herman Miller med en tredjedel hver.

Før det lød fordelingen af ejerskabet på 70 pct. til Troels Holch Povlsen og 30 pct. til ægteparret Hay.

Herman Miller-topchef, Andi Owen, udtaler i meddelelsen, at det fremadrettet ud fra et driftsmæssigt perspektiv vil fortsætte som "business as usaul" for både Hay og Herman Miller.