Genmab udbygger samarbejde med Janssen med nyt middel
Genmab-topchef Jan van de Winkel.
Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix/Arkiv
Virksomheder Af
Genmab har udvidet sin partneraftale med amerikanske Janssen og er enedes om at samarbejde om at udvikle en ny generation af et CD38-antistof, Hexabody-CD38.

Aftalen bygger på de seneste års parløb, Genmab har haft med Janssen om det storsælgende kræftmiddel, Darzalex, der også tilhører klassen af CD38-antistoffer.

Ifølge den nye aftale med Janssen skal Genmab betale for forskning og udvikling af den nye generation, Hexabody-CD38, frem til såkaldt proof-of-concept, det vil sige indtil, de afsluttende studier kan indledes.

Studierne skal gennemføres i knoglemarvskræft og lymfekræftformen diffust storcellet b-celle lymfom.

Baseret på data fra Genmabs studier, kan Janssen så vælge at udnytte sin option på at udvikle, fremstille og markedsføre Hexabody-CD38. Sker det, vil Janssen betale Genmab 150 mio. dollar, eller knap 1 mia. kr., for at udnytte optionen.

Desuden er der aftalt op til 125 mio. dollar i udviklingsmilepæle. Endelig vil Genmab modtage en femtedel, eller 20 pct., af salget af midlet frem til et bestemt tidspunkt i 2031 og herefter graduerede royalties på mellem 13 og 20 pct.

Udnytter Janssen ikke optionen, kan Genmab udvikle midlet til de patienter, der ikke har gavn af Darzalex, samt i de kræftindikationer, som Darzalex ikke er godkendt til eller forsøges udvikles til.

"Med denne aftale håber vi at bygge oven på det succesrige og produktive forhold, vi har opbygget med Janssen," siger administrerende direktør i Genmab Jan van de Winkel ifølge en meddelelse.

Aftalen med Janssen ændrer ikke Genmabs forventninger til 2019.

/ritzau/FINANS



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Gevinst på 50 mia hvis folk i job arbejder mere

Analytikere forventer snarlige rentenedsættelser efter nyt fra Fed

Fed fastholder rente - men der er delte meninger om resten af 2019

Morten Østergaard: Man løber ikke om hjørner med os

Bavarian Nordic påbegynder fase 3-forsøg med frysetørret koppevaccine

Boris Johnson øger føring - udviklingsminister slået ud af konservativt lederopgør

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"

De Radikale bliver væk fra forhandlinger om klima