Tuborg skyder millioner i nyt partnerskab med Roskilde Festival - vil bygge solcellepark på 300 kvadratmeter
Foto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix
Virksomheder Af
Tuborg investerer et millionbeløb i en ny femårig partnerskabsaftale med Roskilde Festival, der skal sætte turbo på den grønne omstilling i det danske festivallandskab. 

 Allerede i år vil gæsterne på Nordens største festival opleve en række nye tiltag, som skal reducere brugen af plastic og mindske CO2-udledningen. Det sker bl.a. gennem lanceringen af genandvenlige ølkrus i frem for engangskrus, en ny økologisk øl med navnet Tuborg Orange og etablering af en solcellepark på 300 kvadratmeter.  

Derudover vil der i de kommende år være fokus på at styrke kunsten og de sociale fællesskaber på festivalen. 

"Først og fremmest er vi vildt glade for at få et nyt partnerskab og forlænge samarbejdet med Roskilde Festival, som vi har haft siden 1992," siger Christian Sveigaard, marketing og sponsorchef i Tuborg, og fortsætter:

"Ligesom med alle andre agendaer, der har til formål at ændre noget adfærd, kan vi ikke redde klimaet alene. Det, at vi går sammen med Roskilde Festival - som er Danmarks fjerdestørste by med 130.000 gæster - er et meget godt sted at hjælpe en ændret adfærd på vej."

Langsom bevægelse

Samme melding lyder fra Signe Lopdrup, adm. direktør for Roskilde Festival:

"Vi synes, det er interessant, at vi i fællesskab med Tuborg kan flytte verden i en mere bæredygtig retning ved bl.a. at skabe engagement og deltagelse i omstillingen blandt vores gæster."

Mens festivalen længe har haft fokus på social ansvarlighed, klimaindsats og ligestilling, er det først inden for de senere år, at FN's 17 Verdensmål for alvor er rykket op på dagsordenen i det private erhvervsliv. En udvikling, som Signe Lopdrup påskønner:

"Jeg oplever virkelig, at private virksomheder er begyndt at tage den grønne dagsorden og deres samfundsansvar alvorligt. Det har været en langsomt voksende bevægelse, men den står stærkt i dag. Det er vi glade for, for man kan ikke løse de her udfordringer alene," lyder det fra Roskilde Festivals topchef. 

Grøn øludskænkning 

 Et af målene i den nye aftale er at sørge for, at al øludskænkning på Dyrskuepladsen fra 2020 vil være drevet af vedvarende energi fra en nærliggende solcellepark. Selvom den endnu er på tegnebrættet og først vil finde sin endelige form efter dette års festival, bliver den omkring 300 kvadratmeter stor. 

"I første omgang køber vi os til vedvarende energikilder i år gennem grønne certifikater. Når vi finder ud af, hvor meget elektricitet vi skal bruge på en festival, sætter vi solceller op," forklarer Christian Sveigaard. 

Hvor skal solcelleparken ligge?

"Vi arbejder stadig på at finde ud af, hvad den bedste løsning er."

Kamp mod plastic

Det er imidlertid opgøret mod engangskrus, som er i fokus i år. Kampen foregår ikke kun på Roskilde Festival, men er et bredt nationalt samarbejde, Tuborg har indgået med Danmarks fire største festivaler.

Christian Sveigaard erkender, at det bliver en stor opgave at overbevise halvfulde gæster om at aflevere deres tomme glas til opvask i stedet for at smide dem i skraldespanden. 

Men tiden er, ifølge ham, moden til det og vil alene i år erstatte 2,5 mio. plastickrus på de danske festivalpladser. 

"Det handler i bund og grund om at få mindre plastic i naturen. Det er en agenda, der står højt på dagsordenen nu, og som mange af vores kunder gerne vil med på. Til næste sommer forventer jeg helt sikkert, at vi ruller de nye krus ud til endnu flere begivenheder som koncerter, festuger osv.," lyder det fra Tuborgs sponsorchef. 

Den nye aftale med Roskilde Festival er et led i moderselskabet Carlsbergs strategi om at mindske CO2-udledningen. Koncernen lancerede tidligere i år den såkaldte Snap-pack, hvor øldåserne er limet sammen i stedet for at være pakket ind i plastic, og i februar udgav ølgiganten for første gang en selvstændig bæredygtighedsrapport.  



Er du bedre end dine kolleger til at handle aktier?

Deltag i Børsens aktiespil. Her kan du risikofrit teste dine evner som investor. Du kan også oprette en gruppe for alle dine kolleger, så I kan dyste om, hvem der er arbejdspladsens bedste investor. Er det dig, der skal løbe med håneretten i kantinen? Vinderen af hele spillet får en hovedpræmie på 250.000 kroner. Tilmeld dig her

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Kæmpe droneangreb i aftes halverer olieproduktion i Saudi-Arabien: "Iran har udført et angreb uden fortilfælde på verdens energiforsyning"

Drømmelånet er på vej i kursgraven, men 1 pct. lånet er ved at genopstå: "Folk har det med at blive lidt fartblinde"

Ugen der kommer: Powell starter serie af rentenedsættelser

Sådan vinder du 250.000 kroner i Børsens aktiespil - fire eksperter giver råd

Katarina Juselius stoler ikke på mainstreamøkonomer:"Hvis du torturerer data, siger de til sidst, hvad du gerne vil have"

God weekend med Ida Wohlert

Debat: Glem ikke at de grønne biler også har en omkostning der skal fordeles

Mette F. sastser på pension med DF: "Kristian, jeg regner med dig"