Dagligvaregigant har tabt en halv milliard kroner på ét år: Topchefen er "absolut ikke" tilfreds
Foto: Arkivfoto: Søren Bidstrup, Ritzau/Scanpix
Virksomheder Af
(Rettet 22.37. Tidligere fremgik det, at resultatet var det værste i seks år, men 2016 var værre.) Den danske dagligvarekoncern Dagrofa fortsætter med at bløde. For sjette år i træk har koncernen tabt et trecifret millionbeløb på bundlinjen, og underskuddet for 2018 er samtidig tæt på fordoblet sammenlignet med 2017-regnskabet, hvor underskuddet lød på 343 mio. kr.

Det viser en række nøgletal fra Dagrofas 2018-regnskab, der dog først bliver offentliggjort i sin helhed senere i april.

Sidste år lød underskuddet på svimlende 609 mio. kr., og resultatet er det næstværste af slagsen i seks år for Dagrofa - kun overgået af 2016, da underskuddet lød på 655 mio. kr..

"Bundlinjen er absolut ikke tilfredsstillende," konstaterer topchef i Dagrofa, Tomas Pietrangeli, der i august sidste år overtog roret i Dagrofa efter den tidligere topchef Per Thau, der blev fyret i februar samme år.

Fyringen skete ifølge Fødevarewatch bl.a. på grund af "et uforløst potentiale" og manglende resultater i datterselskabet Foodservice Danmark, der leverer mad til bl.a. hoteller, cateringselskaber og restauranter.

Det er særligt foodservice-problembarnet, der trækker ned i regnskabet, fortæller Tomas Pietrangeli, der nævner en nedskrivning på 400 mio. kr. i foodservice-delen af koncernen som en af de primære årsager til, at underskuddet lyder på over en halv milliard kroner.

"Det er klart, at det præger vores resultat rigtig meget, at vi har nedskrevet værdien af vores foodservice-forretning med næsten 400 mio kr. Derudover har foodservice-forretningen heller ikke levet op til de forventninger og budgetter, som vi havde lagt for 2018, så det er også en del af årsagen," siger topchefen.

Ingen bekymringer

Regnskabet kommer efter en turbulent tid for Dagrofa, der udover fyringen af den tidligere topchef Per Thau og flere år med kæmpetab også har måtte erkende, at en storsatsning på discountkæden Kiwi fejlede totalt.

I 2017 lukkede Dagrofa godt 100 Kiwi-butikker rundt om i landet, og en stor del af resterne endte i hænderne på det nuværende Salling Group, der er en af Dagrofas absolut største konkurrenter på et dansk detailmarked, som i en længere årrække har været presset.

På trods af et 2018-resultat, som ifølge Dagrofa er "stærkt utilfredsstillende," er topchef Tomas Pietrangeli ikke bekymret for, om Dagrofa er ved at tabe terræn i den danske detailkrig.

"Vi har i alt over 500 butikker tilknyttet Dagrofa-koncernen, så vi er overbevist om, at vi kan skabe en profitabel forretning," siger han og fortæller, at koncernens primære fokus i første omgang er på at styrke bundlinjen.

"Der er gode tegn på, at de overordnede tendenser på dagligvaremarkedet taler ind i vores position," siger han.

En "meget simpel" opgave

Da Dagrofa sidste år ansatte Tomas Pietrangeli som den nye topchef, sagde han til Børsen, at hans opgave er "meget simpel."

"Jeg skal vende skibet, så Dagrofa igen bliver en overskudsgivende forretning," sagde han.

Der er dermed stadig lang vej til at få vendt skibet i den rigtige retning, selvom 2018-regnskabet for Dagrofa-koncernen trods alt viser en stigning i omsætningen fra 17,1 mia. kr. til 17,4 mia. kr.

Topchefen er da heller ikke tilfreds med regnskabet, men han mener omvendt, at Dagrofa "er godt på vej" til at få vendt udviklingen.

"I forhold til 2019 sigter vi mod en omsætning, som er nogenlunde på niveau med i år, men vi vil helt klart fokusere på at forbedre bundlinjen," siger han.

Ekspert: Ikke godt nok

Sidste år fyrede Dagrofa-koncernen næsten 100 medarbejdere som et led i en strategiplan, der skal vende et blodrødt minus til sorte tal på bundlinjen. Heraf var de cirka 60 medarbejdere fra Foodservice Danmark, der ifølge topchefen samtidig har været igennem en række strukturændringer.

Ifølge detailhandelsekspert Bruno Christensen, der er adm. direktør hos Datailhandels Promotion, er Dagrofas resultat "under ingen omstændigheder godt nok." Han hæfter sig ved, at Dagrofa særligt taber pengene på foodservice-forretningen.

"Det er et område, som Dagrofa har satset rigtigt meget på de senere år, men det er altså der, de tager de store tab," siger Bruno Christensen, som derfor mener, at det giver god mening, at Dagrofa har ændret tilgangen til foodservice-delen af koncernen.

"Det er klart, at de skal tilpasse sig den situation, som de befinder sig i. Dagrofa kan ikke blive ved med at acceptere de store økonomiske tab, som de har på foodservice. Derfor er de nødt til både at omstrukturere, afskedige mennesker og lave helt om på den filosofi, som de har haft med foodservice," siger han.

Hos Dagrofa forventer Tomas Pietrangeli hverken fyringsrunder, butikslukninger eller en aggressiv ekspansionsplan som en reaktion på resultatet.

Han forventer heller ikke, at der i den kommende tid bliver behov for ekstra kapital fra ejerne, der før nytår sendte en kapitalforhøjelse på cirka 300 mio. kr. til koncernen.

"Vi er godt på vej i forhold til den plan, vi har lagt. Vi har givet os selv tre år til at blive profitabel, så vi er lige startet på den strategiperiode. Så det er selvfølgelig meget tidligt," siger han.


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Skattedom kan give milliardtab i statskassen: "Vi tror, at Skat alt andet lige vil stå til nederlag i flere sager"

Jakob Riis om Falcks forlig: "Det er klart, at hele forløbet har rejst en diskussion om hele ambulancedriften i Danmark"

Finanstilsynet vil undersøge andre banker efter Danske Banks gebyrsag

Boris Johnson taber del af forspring efter husspektakler

Nordea venter større pakke af lempelser fra Draghi: Opkøbsprogram bliver genstartet i september

Bankekspert: "Du, jeg og mange andre har bragt Danske Bank i en situation, hvor banken ikke kan tage normale beslutninger"

Investor Live: Gebyrsag gør Danske Bank-aktien til dagens største taber i C25-indekset

Drilling-aktie godt modtaget af investorer i C25