Tidligere VW-topchef anklaget for dieselfusk
Foto: Geoff Robins / AFP / Ritzau Scanpix
Virksomheder Af
Den tyske anklagemyndighed har rejst anklager om groft bedrageri mod den tidligere topchef i Volkswagen Martin Winterkorn og fire andre fra ledelsen.

Anklagerne kommer i forlængelse af dieselsagen, hvor bilgiganten forsøgte at vildlede amerikanske miljømyndigheder.

- De er anklaget for en række kriminelle forhold i forbindelse med en enkelt samlet kriminel handling - navnligt i forbindelse med alvorlige sager om bedrageri, siger anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden henviser også til lovbrud i forbindelse med regler om konkurrence.

Winterkorn har fået en særlig rolle i skandalen, da han fremstod som "garanten" over for myndighederne, da Volkswagen forsikrede myndighederne om, at der ikke blev snydt med dieseludstødningerne.

Det fortsatte selv om han havde fået kendskab til de ulovlige manipulationer.

Winterkorn måtte gå af som topchef i den tyske bilgigant efter skandalen med snydesoftware. Volkswagen havde udstyret 11 millioner biler med teknik, så bilerne kunne snyde i myndighedernes test.

Dermed fremstod bilerne mere miljøvenlige, end de i virkeligheden var.

Volkswagen indrømmede i efteråret 2015, at snydesoftware var indbygget i millioner af dieselbiler verden over.

Den hemmelige mekanisme gjorde, at bilerne på vejene kunne udsende op til 40 gange så stor en mængde kvælstofilter, som måleudstyr ville vise under en test.

Volkswagen har tidligere betalt milliarder af kroner i bødestraf og som kompensation til dets kunder.

/ritzau/AFP


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


S vil løsne regler for boliglån i København

Helle Ib: Baner De Radikale vej for en S-V-regering?

Flade aktiemarkeder og skyhøj oliepris

Morgenbriefing: Tesla lover robottaxaer næste år, danske koncerner spinder guld på vindsats i Asien

Brødre solgte snusfabrik: Nu tjener den 122 mio kr

Det skal du vide om aktiemarkedet tirsdag

Investor har scoret over 300 procent på aktiekøb i 2009 - nu går han i shorthandel

EU's nye højre-alliance baner vej for mere Putin-indflydelse og fake news