Topsøe-arving sætter Goldman Sachs uden for døren: Soloforhandler med asiatisk gigantfond
Jakob Haldor Topsøe.
Foto: Marie Bentzon.
Virksomheder Af
Den ikoniske ingeniørvirksomhed Haldor Topsøe er meget tæt på at få nye ejere.

Ifølge Børsens oplysninger er familien anført af Jakob Haldor Topsøe, der er barnebarn af grundlæggeren, netop nu i eksklusive forhandlinger med den Singapore-baserede kapitalfond Temasek om en ejerandel på lige omkring 30 pct.

Det erfarer Børsen fra flere kilder med kendskab til processen.

Dermed har den knap 80 år gamle familievirksomhed sendt både Goldman Sachs, CVC Capital Partners og AEA Investors uden for døren og satser nu på at lande en aftale med kapitalfonden Temasek, der er et totalt ubeskrevet blad i Danmark.

Jakob Haldor Topsøe, der er bestyrelsesformand i holdingselskabet,  har ad flere omgange - via Haldor Topsøes kommunikationsansvarlige - gjort det klart, at han ikke ønsker at kommentere den fortrolige proces. 

Milliardhandel

Aftalen mellem parterne kan blive offentliggjort inden for meget kort tid, og handlen vurderes af flere kilder at værdisætte Haldor Topsøe til omkring 10 mia. kr.

Som Børsen skrev  sidste uge, placerede både Temasek, CVC, Goldman Sachs og AEA et sidste og afgørende bud på Haldor Topsøe tirsdag i sidste uge, og Haldor Topsøe-familien har ifølge Børsens oplysninger ført eksklusive forhandlinger med Temasek i løbet af weekenden. 

Har sendt signal

Betyder det så, at det er udelukket, at enten Goldman Sachs, CVC eller AEA ender med at købe sig ind i Haldor Topsøe?

Nej, men familien har sendt et klart signal om, at man finder Temaseks tilbud mere attraktivt end de andres, og dermed ligger asiaterne til at købe sig ind i Haldor Topsøe, med mindre forhandlingerne bryder sammen de kommende dage eller timer.

Ingeniørvirksomheden, der fremstiller katalysatorer til den kemiske industri, har med hjælp fra bankerne SEB og Citi siden sommeren 2018 jagtet en investor.

Men det har været klart fra begyndelsen, at familien kun har ønsket at sælge en minoritetspost. Dermed er det ikke en helt traditionel virksomhedshandel, og køber og sælger skal f.eks. blive enig om pris og om, hvordan en fremtidig ejeraftale skal se ud.

Bet for Goldman

Flere kilder fremhævede CVC og Goldman Sachs i slutspillet om den danske ingeniørvirksomhed, fordi begge fonde har stor erfaring med investeringer i Danmark. 

Goldman Sachs spillede en nøglerolle, da den i parløb med den danske stat sendte Ørsted, det daværende Dong Energy, på børsen i 2016.

Goldman Sachs scorede med den manøvre over 12 mia. kr., mens staten tjente endnu mere. Men den manøvre ser Goldman Sachs altså ikke ud til at kunne forsøge at kopiere med Haldor Topsøe.

Fonden, der har danske Michael Specht Bruun i spidsen i Norden, havde allieret sig med Nordeas corporate finance-afdeling i håbet om at købe sig ind i Topsøe.

Men både Goldman Sachs og Nordeas prestigeafdeling, der er ledet af Kasper Dichow, ser altså ikke ud til at nå i mål med Topsøe. 


NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    Så sker det: Nordea Kredit åbner for fast rente på 1 pct i 30 år

    Spar Nord-boss efter afvisning i endnu et overtagelsesforsøg: "Når man stikker snuden frem, risikerer man at få en blodtud"

    Massive kurshug til B&O-aktien: Dykker over 20 pct efter markant nedjustering

    Dyrere cigaretter er skrottet, men der er penge fra stram asylpolitik: Sådan finder Løkke de nye sundhedsmilliarder

    Overblik: Sådan har Legos ejerstruktur udviklet sig

    Regeringen og DF klar med 9 mia kr til sundhedsreform: Sådan bliver pengene brugt

    Kurstæsk til DAB-aktien efter afvisning af Spar Nord-tilbud

    Kjeld Kirk Kristiansen træder ud af Legos bestyrelse

    Før markedet åbner: B&O står til kurssmæk efter ny nedjustering