Arla vil have mælkeproduktionen CO2-neutral fra 2050
Arla er allerede i dialog med en gruppe af såkaldte "pionerlandmænd", som producerer mælk med en meget lavere udledning af drivhusgasser end gennemsnittet.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Virksomheder Af
Mejeriproducenten Arla vil reducere udledningen af drivhusgasser. Arla har i en årrække haft klimaplaner, som omfatter mejerierne og transporten.

Men det er første gang, at mejerigiganten vedtager en samlet plan, som også omfatter produktionen af mælk på gårdene.

Centralt i planen er at reducere udledningen af drivhusgasser per produceret liter mælk med 30 pct inden 2030 og neutralisere udledningen helt inden 2050.

Det skriver Jyllands-Posten og Politiken.

Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh, anser skridtet som vigtigt for Arlas fremtid.

"Jeg tror simpelthen ikke, at man på lang sigt har en chance som virksomhed, medmindre man tager det her seriøst og viser, at man arbejder sig i retning af at blive CO2-neutral."

"Man risikerer at blive fravalgt af forbrugerne, hvis man står stille på det her område. Derfor skruer vi klimaindsatsen temmelig markant i vejret," siger Peder Tuborgh til Jyllands-Posten.

Peder Tuborgh og Arla har fat i noget af det rigtige. Det vurderer Jan Holm Ingemann, landbrugsøkonom og lektor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

"Det er fornuftigt. Jeg vil næsten kalde det en nødvendig beslutning, Arla har truffet. Og Arla er ikke alene om at have truffet den beslutning. Vi har jo også set Danish Crown gøre noget tilsvarende for nylig."

"Hvis man skal bevare tilliden hos de yngre forbrugere, er det nødvendigt. De forlanger handling. For dem er ord ikke nok, så man er nødt til at vise, at man kan sætte nogle ambitiøse og visionære mål," siger Jan Holm Ingemann til Ritzau.

Klimaplanen omfatter 1,5 mio. malkekøer, 10.000 gårde og 70 mejerier i hele Nordvesteuropa.

Arla er allerede i dialog med en gruppe af såkaldte "pionerlandmænd", som producerer mælk med en meget lavere udledning af drivhusgasser end gennemsnittet.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


E-sport vokser eksplosivt i verden: Omsætning spås over 7 milliarder i 2019

Vulkanudbrud lukker to lufthavne på italiensk ferieø

Volvo tilbagekalder 503.000 biler efter brand ved motoren

Hedgefond-kongen der shorter den fossile økonomi

Test af førerløs bus stoppet - rammer telefon-zombie

Tivolidirektøren nægter at blive hjemme

Fintech gik ned med 45 medarbejdere - nu forsøger personerne bag igen: "Den største fejl vi begik var at vi voksede for hurtigt"

Regeringen studerer metode til at omgå USA's Iran-sanktioner

Sen forårsfrost koster frugtavlerne kassen