Industrikoncernen Danfoss har indgået en fusionsaftale med den amerikanske teknologivirksomhed UQM.
UQM udvikler og producerer højeffektive elektriske motorer og er børsnoteret i USA.
Købet skal styrke Danfoss position på markedet og sikre, at virksomheden kan levere det optimale til kunderne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Danfoss.
"Det er en stor fornøjelse at annoncere denne transaktion med UQM, som vil positionere Danfoss endnu stærkere i markedet. Vi ser en hurtigt voksende efterspørgsel efter elektriske løsninger inden for busser og lastbiler, off-road køretøjer og marinemarkedet som reaktion på de strengere emissionsregler, der pålægges på disse markeder," siger adm. direktør i Danfoss Kim Fausing ifølge pressemeddelelsen.
UQM har mere end 50 års erfaring inden for fremdriftssystemer.
Ifølge UQM's hjemmeside erhverver Danfoss "alle udestående fælles aktier i UQM for 1,71 dollar pr. aktie i en transaktion værdiansat til ca. 100 mio. dollar."
Prisen pr. aktie er dermed 52,5 pct. over UQM's lukkekurs den 18. januar 2019 og 71,4 pct. over den gennemsnitlige handelspris udregnet over de sidste 60 dage.
Den adm. direktør i UQM Technologies, Joe Mitchell er tilfreds med aftalen, fremgår det af pressemeddelelsen.
"Vi mener, at UQM vil være et glimrende supplement til Danfoss som vores produkter, forretningsmodel, strategi og fokus er tæt forbundne. At være en del af en større global virksomhed vil i høj grad forbedre vores position til at konkurrere med andre internationale aktører, åbne døre til nye markeder og give kritiske ressourcer til UQM for at fortsætte udvikle de højt udviklede elektriske fremdriftsprodukter, vi er kendt for i dag." siger Joe Mitchell.
Købet er betinget af, at UQM's aktionærer takker ja til aftalen og at den bliver godkendt af den amerikanske komite for udenlandske investeringer, men ventes at være gennemført i andet kvartal 2019.

Bliv kunde på borsen.dk/blivkunde
Danfoss køber amerikansk teknologivirksomhed

Adm. direktør i Danfoss Kim Fausing
Foto: Asger Ladefoged/ Ritzau Scanpix
NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.
Abonnér:
![]() |
![]() |
![]() |