Efter vild kursstigning i Pandora: Carnegie maner til ro blandt investorer
Investorerne jubler over undersøgelse fra Carnegie, der vidner om bedring i salget i USA. I Europa er situationen dog den modsatte, og det indikerer, at selskabets strategi er forkert, mener Carnegie.
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix
Investorerne fortsætter fredag med at sende Pandora-aktien i vejret, efter finanshuset Carnegie luftede en forhandlerundersøgelse, der viser, at smykkegigantens salg i USA oplever den stærkeste fremgang i tre år. 

Aktien brager op på fondsbørsen fredag eftermiddag, hvor den stiger med mere end 10 pct. til kurs 430 kr. 

Inden investorerne hopper op af stolene i ren jubel over de gode nyheder, skal man dog besinde sig, for billedet af Pandoras salg er langt mere nuanceret, end USA-tallene indikerer, understreger analytiker hos Carnegie, Lars Topholm, der står bag undersøgelsen, som tager temperaturen på salget i tredje kvartal hos udvalgte forhandlere. 

"Det er en helt forkert vinkling, når man kun fokuserer på, at det går godt i USA. Undersøgelsen viser også klar tilbagegang i Europa, hvor bl.a. England og Italien ser rigtig, rigtig svage ud," siger Lars Topholm. 

Fredagens stigning sker i kølvandet på torsdag, hvor Pandora-aktien også havde vind i sejlene. Her steg aktien med 6,7 pct. ovenpå rygter om at Pandora har allieret sig med en rådgiver, hvis der skulle komme et købstilbud. 

Carnegie har lige nu en "hold"-anbefaling på Pandora og et kursmål på 400 kr., og derfor ser Lars Topholm fredagens stigning som en overreaktion fra investorerne. 

Carnegie: Udvikling bør vække bekymring

Ifølge forhandlerundersøgelsen, som Børsen er bekendt med indholdet af, viser den overordnet, at Pandora kæmper med at fastholde sit salgsmomentum, hvor fremgangen i USA er en undtagelse sammen med Kina, der også viser gode takter. 

Det er især markederne i Europa og Canada, der viser svage salgstakter, konkluderer Carnegie, der udtrykker bekymring, fordi det  indikerer, at Pandora er udfordret i de markeder, hvor markedspenetrationen er størst. 

Ifølge finanshuset bør udviklingen også vække bekymring hos investorerne. Hvis Pandora er ved at nå et mætningspunkt i markeder, der har en høj markedspenetration såsom Australien, Storbritannien, Canada  og Italien, kan det være et spørgsmål om tid, før det samme sker for de markeder, der oplever vækst lige nu, pointerer Carnegie i analysen. 

Undersøgelse i England indikerer dårligste udvikling i England siden 2011


I England indikerede undersøgelsen, der er foretaget blandt en lang række af Pandoras forhandlere, det dårligste salg, siden Carnegie begyndte at lave markedsundersøgelsen i 2011.

Forklaringen på den dårlige udvikling i England skulle findes i den udsædvanligt varme sommer i Europa, troede Carnegie, men ifølge forhandlerne er dette ikke årsagen. 

Den skal muligvis istedet findes i usikkerheder omkring brexit, der påvirker forbrugerne og britisk detailhandel. 

Samtidig er der indikationer på, at like-for-like-salget i Italien, der er Pandoras andetstørste marked, falder med 7 pct. i tredje kvartal sammenlignet med sidste år. 

Like-for-like dækker over det samlede direkte og sammenlignelige tal for konceptbutikker, der har været drevet i mere end 12 måneder. 

Udviklingen i Italien sker på trods af, at Pandora igennem 2018 har fortsat sin butiksekspansion, hvor antallet af konceptbutikker er steget med 35 pct. frem mod slutningen af andet kvartal. 

"Efter vores opfattelse bør strategien ændres"


Ifølge Carnegie indikerer den udvikling, at strategien hos Pandora skal ændres, understreger Lars Topholm. 

"Italien er et godt eksempel. I andet kvartal havde man 35 pct. flere konceptstores end året før, men salget i Italien faldt med syv pct. Det skriger jo til himlen om, at der er noget galt," siger analytikeren fra Carnegie. 

Her peger finanshuset særligt på, at Pandoras umættelige appetit på butiksåbninger og opkøb af franchises koster på bundlinjen. 

"Man har haft en strategi, der kun handler om toplinjen. Man har tænkt på den forkerte linje i resultatopgørelsen," siger Lars Topholm og fortsætter:

"Efter vores opfattelse bør strategien ændres. Man har haft meget fokus på at skabe omsætningsvækst, men jeg tror, det er vigtigere at have fokus på at skabe like-for-like-vækst."

Gennem 2018 har Pandora ivrigt købt franchises op, og derudover har selskabet planer om at åbne op mod 1000 nye butikker frem mod 2022. 

Det store fokus på at vokse omsætningen var netop en af de ting, som den tidligere topchef i Pandora, Anders Colding Friis, der blev afskediget i begyndelsen af august, fremhævede som en af sine største bedrifter i sin tid hos Pandora. 

"Hvis jeg kigger på, hvad der er sket i den tid, jeg har været i Pandora, så har vi fordoblet virksomhedens størrelse og fået skabt en struktur i virksomheden, som gør, at vi har muligheden for at eksekvere på den rigtige måde på tværs af markederne," sagde Anders Colding Friis til Børsen, ifm. han blev fyret. 

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


USA: Røde markeder og regnskabsregn

Efter opsigtsvækkende magtkamp: Grundfos får ny formand på toppost onsdag

Symphogen klar til danske børslister efter 12 års tilløb

ATP-boss om svindelmistænkte Macquarie: Håber der er noget selvransagelse et eller andet sted

Medie: Afdøde Khashoggis ligdele er blevet fundet

EU afviser Italiens omstridte budget for 2019

Handelsbanken skal have ny topchef

Blodrød aktiedag – alle aktier i minus

Analytikere om Novozymes: Organisk vækst i kerneområde er helt afgørende