Tørkenedtur i landbruget: Svineproducenter er hårdt ramt
Mange foderlagre vil løbe tør i løbet af vinteren, vurderer erhvervsøkonomisk chef ved Seges Klaus Kaiser.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Virksomheder Af
De tørre sommermåneder mærkes fortsat hos landbruget, der forventer et underskud på mellem 6,4 og 7,4 milliarder kroner i 2018.

Det viser den seneste prognose for indkomsten i landbruget foretaget af branchens eget videnscenter, Seges, som er en del af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Underskuddet skønnes dermed en smule mindre end i slutningen af august, hvor prognosen var mellem syv og otte milliarder kroner.

Det skyldes primært ændringer i markedsprisen og ændrer ikke på, at sommeren har været ualmindeligt hård, mener erhvervsøkonomisk chef for Seges Klaus Kaiser.

- Én måned med tørke har vi set flere gange, men tre måneder er ekstraordinært, siger han.

Tørken alene står for et tab på cirka seks milliarder kroner, der fordeler sig over både i år og næste år, vurderer Seges.

Hårdest ramt er svinebedrifterne, der gennemsnitligt står til at tabe mellem 1,6 og 1,9 millioner kroner i år. Det svarer ifølge videnscenteret nogenlunde til fem årslønninger for en landmand.

At netop svineproducenterne er hårdt ramt, skyldes en kombination af lave afregningspriser, lave udbytter og høje foderomkostninger, vurderer interesseorganisationens videnscenter.

Krisens effekter rækker også frem i tiden, mener den erhvervsøkonomiske chef.

- Tørken har betydet en meget kraftig nedgang i udbyttet på markerne for blandt andet raps og andre store afgrøder, siger Klaus Kaiser.

- Mange lagre vil løbe tør i løbet af vinteren. Normalt har de animalske producenter selv produceret foder, så de har indtil næste sæson, men i år må de ud at købe ind, siger han.

Næste år ventes et underskud for hele landbruget på mellem to og fire milliarder kroner, hvis man tager udgangspunkt i et normalt udbytte.

Det underskud skyldes ifølge Klaus Kaiser hovedsageligt markedspriserne og knap så meget tørken.

Folketinget og to af landbrugets andelsselskaber har i år vedtaget ekstraordinære tiltag for at afbøde effekterne af tørken.

Effekten af de samlede tiltag beløber sig til 642 millioner kroner, vurderer Seges.

Den nye prognose tager blandt andet højde for de seneste politiske tiltag - deriblandt en økonomisk hjælpepakke på 380 millioner kroner, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet indgik et forlig om i september.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    "Herfra ser vi et midt-encifret afkast på danske aktier, og prisfastsættelsen begynder at se lidt anstrengt ud"

    Aktien er eksploderet, men flyboss kalder et brexit uden aftale katastrofal

    Kina og USA's centralbank pumper liv i risikovillige investorer

    Er en 12-cylindret Jaguar en drømmebil eller et økonomisk mareridt?

    Topchef i Norwegian lægger op til salg: Forudsætningen er en køber, der er god for alle mine medarbejdere og rejsende

    Guldalderens saloner er blevet genoplivet

    I disse lande får du mere for pengene på din ferie

    Lone Fønss i spidsen for Lars Seiers kryptosats