Pressede fragtrater giver Mærsk-konkurrent minus på bundlinjen
Foto: Scanpix
Virksomheder Af
Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd, der er blandt Mærsks største konkurrenter, fik underskud i andet kvartal som følge af svage fragtrater.

Rederiet, der er den femtestørste spiller på markedet, kom ud af kvartalet med et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 205,8 mio. euro, hvilket er en tilbagegang fra 228,5 mio. euro året før.

Bundlinjen viste et minus på 66,6 mio. euro mod et plus på 15,4 mio. euro i andet kvartal 2017.

"Udviklingen i fragtraterne, som var lavere end forventet som følge af uformindsket intens konkurrence på markedet, og en svagere dollar havde en negativ effekt på resultaterne, skriver selskabet i regnskabet.

Hapag-Lloyds omsætning steg i kvartalet til 2,81 mia. euro fra 2,39 mia. euro i samme periode sidste år, hvilket er trukket op af fusionen med UASC.

Antallet af fragtede containere steg 3,9 pct. på organisk basis i første halvdel af året - tallet for andet kvartal er ikke oplyst.

De gennemsnitslige fragtrater per tyvefodscontainer (TEU) var på 1010 dollar i kvartalet mod 1072 dollar i samme periode sidste år.

Stor nedjustering

Det tyske containerrederi nedjusterede i juni forventningerne til 2018 som følge af stigende omkostninger og fragtrater, der ikke steg i det forventede tempo.

Hapag-Lloyds forventninger til 2018 er et EBITDA-overskud i niveauet 900-1150 mio. euro og et EBIT-overskud i niveauet 200-450 mio. euro.

Forventningerne inden nedjusteringerne var, at resultaterne ville stige markant fra et EBITDA-resultat på 1,2 mia. euro og et EBIT-resultat på 466 mio. euro i 2017.

Nedjusteringen fra Hapag-Lloyd styrkede flere analytikere i, at også Mærsk ville være nødsaget til at skære forventningerne, og det skete tidligere i denne uge.

Mærsks forventninger til 2018 er et EBITDA-overskud på 3,5-4,2 mia. dollar, hvor det tidligere var 4-5 mia. dollar. Mærsk kommer med regnskab for andet kvartal 17. august.

/ritzau/FINANS


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Mette Frederiksen dykker kraftigt på troværdighed i statsministerduel

Fynsk industrifamilie tryner kapitalfond

Børsen mener: Rød bloks skattetanker er gift for velstanden

Iran kritiserer EU-trio for manglende indsats for atomaftale

Kvindelige britiske topledere tjener i gennemsnit knap 25 mio kr mindre end mænd

Modemogul smider millioner efter ny brexitafstemning

Mercedes CLS overbeviser, men hvad tager du: Diesel eller benzin?

Iran: Intet Opec-medlem bør få lov til at overtage vores olieeksport