SAS-piloter opsiger overenskomstaftale et år før tid
SAS' piloter og ledelsen skal til forhandlingsbordet for at forhandle ny overenskomst et år før tid.
Foto: SAS/Free
Virksomheder Af
SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige har besluttet sig for at benytte sig af muligheden for at opsige deres overenskomstaftale med SAS ét år før tid.

Egentlig skulle den treårige aftale først genforhandles i foråret 2020. Men nu skal SAS' ledelse til forhandlingsbordet med luftfartsselskabets piloter allerede i foråret 2019.

Det erfarer Berlingske fra flere kilder, skriver avisen fredag.

Sidste år indgik SAS og piloterne en historisk lang overenskomst med hele tre års løbetid, hvilket er ét år længere end de normale to år.

Aftalen kom i hus efter hårde forhandlinger. Både danske og norske piloter varslede strejker, mens nogle få af de norske endte med at nedlægge arbejdet.

Længden på aftalen blev set som en sejr for SAS, som på den måde kunne få ro til at gennemføre en bredere omstilling af flyselskabet. Men aftalen indebar, at piloterne har mulighed for at opsige den før tid.

Og det er, hvad der nu er sket. Det fortæller Christian Laulund, der er formand i den norske pilotforening NSF, til avisen.

"Det er egentlig helt udramatisk. Vi havde en option, og vi tager konklusionen, at vi er bedst tjent med forhandlinger i 2019."

"Vi mener, at vi er bedst tjent med en ny forhandling nu, og det er noget, som SAS har været indforstået med, at vi mest sandsynligt ville opsige aftalen efter to år," lyder det til avisen.

Christian Laulund tror, at både piloterne og SAS har været ganske klar over, at det ville komme til at ske.

Det er ifølge Berlingske samtlige fire SAS-forbund, der har besluttet at genforhandle overenskomsten allerede næste år.

De fire pilotforbund er DPF fra Danmark, SPF fra Sverige samt NSF og SNF fra Norge. Under de sidste to overenskomstforhandlinger har SAS forhandlet individuelt med hver pilotforening.

Men det skal være slut, for de fire foreninger samlede sig i ét fælles organ i januar. Det går under navnet SAS Pilot Group.

Det er dårligt nyt for SAS, at piloterne vil genforhandle allerede til næste år. Det vurderer Jacob Pedersen, der er Sydbanks SAS-analytiker, over for avisen.

"Det er uheldigt for tilliden til, om man kan finde fælles fodslag til at udvikle selskabet. Og det er uheldigt i forhold til tilliden til, at ledelsen kan udvikle SAS inden for de rammer, der var lagt," siger han.

Hverken SAS eller Dansk Pilotforening har ønsket at komme med en kommentar til Berlingske.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Hvem bliver den nye topchef i Danske Bank? Få et overblik over mulige kandidater her

Analyse: Lær lønforhandling af Kåre Schultz

Sydbank sænker Danske Bank-anbefaling: "Vi savner simpelthen en konklusion"

Trump presser igen Opec for lavere oliepriser

Vognmænd stævner EU-Kommissionen i sag om statsstøtte til Postnord

Aamund tordner: Idiotisk at få millioner for dårlig ledelse

May under pres: Fremlægger ny plan for at nå brexit-aftale

Kæmpe flyfusion kan være undervejs: Flygiganter i drøftelser

Her er de nye kursmål for Danske Bank: Analytikerne har fokus på nedjusteringer