Claus Meyer bider i surt æble: Tidobler underskud i 2017
Kronprinsesse Mary og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte kokken Claus Meyer i hans nye projekt The Great Northern Foodhall på Grand Central Station i New York i 2016. Den amerikanske forretning taber mange penge for Claus Meyer.
Foto: Troels Graugaard/Ritzau Scanpix
Virksomheder Af
2017 bød en finansiel øretæve til Claus Meyer Holding, der er ejet af den kendte kok Claus Meyer. Underskuddet steg voldsomt og barberede en solid luns af egenkapitalen.

Det viser regnskabet, der netop er offentliggjort.

"Årets underskud svarer til den forventede udvikling ifølge den senest offentliggjorte årsrapport," noterer regnskabet kortfattet om underskuddet.

Det steg markant til 81,4 millioner kroner i 2017 mod et underskud i 2016 på mere moderate 8,8 millioner kroner. Det på trods af, at bruttoresultatet - resultatet efter basale udgifter som råvarer - steg 23,4 millioner kroner.

Nedskrivninger og tab

En stor del af årsagen til det eksploderende underskud er en nedskrivning af værdien af "finansielle aktiver" og "tab ved salg af kapitalandele". Regnskabet fortæller ikke mere specifikt om, hvad det dækker over.

Selv uden det er der dog tabt millioner i Claus Meyers forretninger, hvor specielt ekspansionen i USA trækker økonomiske tænder ud.

Her driver Claus Meyer Great Northern Food Hall og Restaurant Agern i den historiske stationsbygning Grand Central Terminal.

En dyr vandskade

"Agern blev i foråret ramt af en større vandskade, som lukkede restauranten i fire måneder. Den midlertidige lukning har påvirket driftsresultatet negativt, og samlet set kommer de amerikanske selskaber derfor også ud med et underskud i 2017," skriver Claus Meyer Holding i regnskabet.

Derudover er der investeret i at udvide de danske restauranter, hvor The Standard i Havnegade i København nu er fuldt ejet.

"Vi overtog også restaurant Almanak og søsatte en ny, overordnet plan for huset, hvor vi opdaterede og udviklede nye koncepter til restauranterne.  På 1. sal i The Standard er der etableret et eksklusivt Private Dining lokale i den tidligere jazzklub, som dermed er lukket," skriver selskabet.

Claus Meyer Holding kan dog fint håndtere det store milliontab i 2017. Ved et salg af store dele af aktiviteterne i 2015 kom der et større trecifret millionbeløb ind.

Dermed er egenkapitalen - trods et fald omkring 91 millioner kroner i 2017 - fortsat på 157,7 millioner kroner.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    Markedet lukker: William Demant sendt i kulkælderen efter regnskab

    Analytikere: Danske Banks forretning i Estland kan blive en udsalgsvare

    Her kommer boliglånet med 0 pct. i fast rente

    Erhvervsministeren: Onsdag kommer forslagene til et "kraftigt styrket" finanstilsyn

    Boligejernes bidragssatser er stormet opad med 80 pct: Så meget koster det dig

    Bødskov: "Fuldkommen uholdbart" at der er uenighed om ansvaret mellem Danmark og Estlands tilsyn

    Danske Bank lukker ned for aktiviteter i Baltikum og Rusland: "Vi er kede af at skulle forlade Estland på den baggrund"

    Boligejere må til lommerne: Realkreditten har hævet lånegebyrer med 16 pct

    Aktier: Wall Street åbner med små minusser