Familieejet firma bag ikonisk sømandstrøje går konkurs: Produktionen rykker ud af Danmark
Nu er det slut med produktion af de blå sømandstrøjer med knopper på i Herning. Søren Skyt er gået konkurs med SNS. Og det nye selskab får produceret i Baltikum
Foto: Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen
Virksomheder Af
Familieejede SNS Herning, der især er kendt som firmaet bag den nærmest ikoniske, blå sømandstrøje med knopper, er gået konkurs efter i 2017 at have tabt flere store kunder i Japan.

"Det var et virkelig skidt år. Vi fik et tab på over 1 mio. kr., som fjernede mere end halvdelen af egenkapitalen. Og så var der ikke sikkerhed nok til, at vi kunne få finansieret produktion af de ordrer, vi havde. Samtidig hoppede en ekstern investor fra," siger den hidtidige ejer og direktør, Søren Skyt, der er tredje generation i selskabet.

Han fik dog torsdag igen firmaets nøgler udleveret, da en investorkreds med hans hustru, Laila Sparre Skyt, i spidsen har købt aktiverne ud af konkursboet efter Skyt Strikvarer, som selskabet formelt hed.

Så SNS fortsætter, men for at nedbringe omkostningerne kommer der ikke igen gang i de omkring 70 gamle, mekaniske strikkemaskiner i Tjørring ved Herning.

En danskejet partner i Letland skal fremtidig levere de strikvarer, der til høje priser er blevet solgt i hippe butikker på modestrøg rundt på kloden.

Til nu har det ellers netop været en væsentlig del af historien bag det 87 år gamle brand SNS Herning, at det var erfarne gamle strikkere, som på aldersstegne maskiner har fremstillet sortimentet af sømandstrøjer i flere versioner, mange andre trøjer, huer og tæpper. Men det hang altså ikke sammen økonomisk.

"Det er svært, når jeg hidtil har stået på mål for, at det var vigtigt med placering i Herning, og det bliver da interessant at se om forbrugerne vil købe den præmis, at kvalitet ikke har noget med nationalitet at gøre. Dér har vi en kommunikationsopgave," konstaterer Søren Skyt, der er barnebarn af stifteren, Søren Nielsen Skyt.

Søren Skyt forklarer, at det er nødvendigt at rykke strikkeprocessen væk fra Herning.Der er alt for stort spild på de gamle maskiner og store omkostninger til transport af de strikkede trøje-dele, som allerede gennem flere år er blevet syet sammen i Baltikum.

"Vi vil selvfølgelig fortsat satse på høj kvalitet, og hvis en placering i Herning stiller sig i vejen for det, så må vi ændre vores setup," siger han.

Tabt salg gav nedtur

Søren Skyt forklarer om nedturen, at det kostede op mod 3 mio. kr. i omsætning, da de ellers stabile japanske kunder pludselig faldt fra, og samtidig blev det lille selskabs administration ramt af barselsorlov til hele tre ansatte på én gang.

"Vi havde planer om at rykke strikkeopgaverne til Riga i 2019, også fordi vi kun ville hver én strikker tilbage her. Nu flytter vi hurtigst muligt," fastslår direktøren i det nye SNS.

En af strikkerne har hidtil været hans far, Holger Skyt, på over 70 år. Senior vil, når opgaverne er overdraget til det lettiske strikkeri, pensioneres.

Mindre volumen

Hidtil har SNS haft en omsætning på bare 12-15 mio. kr. årligt. Nu drosles ned, så den fremtidig ventes at blive på omkring det halve. Det danske selskab vil fra nu have tre medarbejdere, bl. a. Søren Skyt, som skal stå for alt salg til en indskrænket kundekreds.

"Vi kan ikke i år nå at levere til alle de kunder, der har afgivet ordrer. Så nu skærer vi ind til de mest klassiske varer og prøver at tilgode så mange som muligt," siger direktøren.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Er du over 35 ved du formentlig ikke hvad det handler om

Vulkanudbrud lukker to lufthavne på italiensk ferieø

Volvo tilbagekalder 503.000 biler efter brand ved motoren

Hedgefond-kongen der shorter den fossile økonomi

Test af førerløs bus stoppet - rammer telefon-zombie

Tivolidirektøren nægter at blive hjemme

Fintech gik ned med 45 medarbejdere - nu forsøger personerne bag igen: "Den største fejl vi begik var at vi voksede for hurtigt"

Regeringen studerer metode til at omgå USA's Iran-sanktioner

Sen forårsfrost koster frugtavlerne kassen