Millioner af nye kunder strømmer til Netflix
Netflix har succes med sine egenproduktioner. Foto er fra et fremstød i januar for streamingtjenestens nye serie "Altered Carbon". I første kvartal fik Netflix 7,4 mio. nye abonnenter.
Foto: Scanpix/Glenn Chapman/arkiv
Virksomheder Af
Den amerikanske streamingtjeneste Netflix investerer milliarder i at producere sine egne serier og dokumentarprogrammer, og forretningsmodellen bliver ved med at tiltrække nye kunder.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, som er offentliggjort mandag aften dansk tid.

I første kvartal fik Netflix 7,4 millioner nye abonnenter. Heraf var næsten 5,5 mio. fra andre lande end USA. Begge tal overgår forventningerne hos de analytikere, der følger det børsnoterede selskab.

På Wall Street var forventningen, at Netflix fra januar til marts havde fået 6,5 mio. nye kunder.

Ved udgangen af marts havde selskabet i alt 125 mio. abonnenter.

Omsætningen og indtjeningen gik også markant frem i kvartalet.

Indtægterne steg til 3,7 mia. dollar. Det er 40 pct. mere end i samme kvartal året før og den største omsætningsfremgang i selskabets historie.

Ud over den store tilgang af nye seere er en forhøjelse af gennemsnitsprisen for et abonnement på 14 pct. med til at øge indtægterne.

Overskuddet efter skat steg til 290,1 mio. dollar fra 178,2 mio. året før.

Netflix, der er til stede i stort set samtlige lande, vil i 2018 bruge otte mia. dollar på at producere nye serier og film.

I det seneste kvartal satte Netflix ny rekord, da det månedligt udbød 483 timers egenproducerede programmer. Det er 85 pct. mere end for et år siden.

Det nye udbud omfattede blandt andet science fiction-serien "Altered Carbon" og actiondramaet "Jessica Jones".

Efter offentliggørelsen af regnskabet stiger kursen på Netflix-aktier med cirka seks pct. på Wall Street. Hidtil i år er aktien dermed steget 65 pct.

/ritzau/Reuters



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    Estland smider Danske Bank ud af landet

    Hovedstaden er danmarksmester i skat på erhvervsliv

    Analytikere kan ikke enes om Mærsk i 2019

    Interview med formand for estisk finanstilsyn: Det danske finanstilsyn har været for bløde over for Danske Bank

    Her kommer boliglånet med 0 pct. i fast rente

    Danske skove har det ringe og er blevet mørkere

    Conferize indgår investeringsaftale på 75 mio kr med amerikansk fond

    Genmabs helsårsskøn i fokus ved årsregnskab

    Danske Bank lukker ned for aktiviteter i Baltikum og Rusland: "Vi er kede af at skulle forlade Estland på den baggrund"