Luksusmærker i risiko for at miste op til 40 mia euro i omsætning efter virusudbrud

396665_16_9_large_759.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
25. feb 2020 KL.19:30

Rettet kl. 07.05 - Udbruddet af coronavirus (covid-19) har fået salget af luksusmærkevarer i Kina til at stoppe pludselig op, og det betyder, at luksusvareproducenter risikerer at miste mellem 30 og 40 mia. euro svarende til 225-300 mia. kr.

Det skriver Financial Times og Vogue Business på baggrund af en undersøgelse foretaget af den italienske brancheorganisation for luksusindustrien Altagamma i samarbejde med Boston Consulting Group og kapitalforvalteren Bernstein.

"Salget i Kina er pludseligt stoppet og manglen på kinesere, der rejser, bremser salget i Kina og i Europa," lyder det fra Bernstein, ifølge Financial Times, der samtidig skriver, at kinesere står for mere end en tredjedel af luksusmærkernes omsætning. 

Ifølge Vogue Business vil det bringe værdien af luksusvaremarkedet ned til mellem 309 og 319 mia. euro, som er det laveste niveau siden 2015.

Senest har virusudbruddet ramt selskaber som Apple og Burberry. Sidstnævnte har lukket 24 af sine 64 forretninger i Kina, måtte melde om nedgang i antallet af kundebesøg i kinesiske stormagasiner og har været nødt til at skrue på sine forventninger til salget.

Ifølge Vogue Business følger Capri Holdings, der ejer luksusmærket Versace, nu trop og meddeler, at selskabet forventer, at omkring 100 mio. dollar svarende til ca. 690 mio. kr. bliver høvlet af omsætningen i næste kvartal.