Ane Uggla forlader formandspost i familiens skibsmægler-selskab

388122_16_9_large_544.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
20. sep 2019 KL.11:43
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, det reelle overhoved i Mærsk-familien, forlader nu formandsposten i Maersk Broker - familiens privatejede skibsmægler-forretning, der lever sit eget liv separat fra den store Mærsk-koncern.

Ifølge Børsens oplysninger skyldes fratrædelsen et ønske fra Ane Ugglas side om at fokusere sin tid og arbejdsindsats på de tungere poster som formand for A.P. Møller Holding og A.P. Møller Fonden og næstformand i børsnoterede A. P. Møller-Mærsk A/S.

Ane Uggla har siddet i Maersk Broker-bestyrelsen i hele 24 år, heraf de seneste ni år som formand, men træder nu helt ud. Hun efterfølges af Kristian V. Mørch, topchef i den norske Odfjell-koncern og næstformand i J Lauritzen A/S.

I en meddelelse til Maersk Brokers stab hedder det, at Ane Uggla udtrykker sin dybeste respekt og taknemmelighed til skibsmæglerfirmaets stab for deres anstrengelser, resultater og loyalitet.

Maersk Broker er en solid forretning, der formidler køb og salg af skibe og rådgivning om skibsinvesteringer. Seneste regnskab viste et overskud på 55 mio. kr. De tre ejere af firmaet er ud over Ane Uggla hendes to ældre søstre, Kirsten Mærsk Mc-Kinney Olufsen og Leise Mærsk Mc-Kinney Møller.

Trods kommanditselselskabets status som en separat og familieejet sidevirksomhed er Maersk Broker ikke nogen lille virksomhed. Den har en bogført egenkapital på 291 mio. kr., 240 ansatte og 17 kontorer over hele verden.

Ud over den nye formand rummer Broker-bestyrelsen også Christian Mærsk Mc-Kinney Olufsen, direktør Lars-Erik Brenøe og Flemming Ipsen, tidligere Mærsk-direktør.