Anders Holch Povlsen har brændt sig på britisk aktiefiasko: Tab på 1,1 mia kr

392248_16_9_large_386.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
03. dec 2019 KL.12:57
Ejeren af Bestseller-koncernen Anders Holch Povlsen har fået en milliard-lussing i forbindelse med børsintroduktionen af det britiske selskab Funding Circle for et år siden.

Som såkaldt cornerstone investor satsede hans investeringsselskab Heartland stort og bandt sig til at købe aktier for omkring 1,5 mia. kr.

Det har kostet hele 1,1 mia. kr. på bundlinjen i Heartlands 2018/19-regnskab, fordi det britiske selskabs aktier var faldet med tre fjerdedele, da Heartlands regnskabsår sluttede i sommer.

Anders Holch og Heartland har oven i købet siden i sommer og frem til i dag tabt endnu mere. Aktien, der blev introduceret på børsen til en kurs på 4,40 pund, er nu nede omkring 0,95. Så gøres tabet på Holchs investering op dags dato, er det på 79 pct.

Funding Circle er en platform, som matcher mindre og mellemstore virksomheder med behov for kapital med personer, selskaber og institutioner, der vil låne penge ud.

Fiaskoen med Funding Circle-kursen er den væsentligste årsag til, at Heartland trods en toplinjefremgang fra 29,1 mia. kr. til 32,4 mia. kr. kom ud af 2018/19 med et resultat efter skat på under 1,2 mia. kr. mod 2,5 mia. kr. året før. Altså mere end en halvering.

Og dét endda selv om det største selskab i Heartland, Bestseller med 80 pct. af omsætningen, faktisk bidrog til hele koncernbundlinjen med 2,1 mia. kr.

“Man rammer ikke rigtigt hver gang, men vi skal ikke være cornerstone investor igen lige foreløbig,” konstaterer adm. direktør Lise Kaae i Heartland, der rummer Anders Holchs ejerskab af Bestseller samt en bred vifte af investeringer i f. eks. Nemlig.com, butikskæden Normal, de store online-modetøjsforhandlere Asos og Zalando, plus andre selskaber indenfor og uden for modesektoren samt værdipapirer, jord og ejendomme.

“1,1 mia. kr. ud af en investering på 1,5 mia. kr. er mange penge. Vi tror helt sikkert fortsat på Funding Circle. Vores strategi er at investere i selskaber, der er eller kan blive nr. ét i deres geografi eller industri, og vi er sikre på, at Funding Circle kan sætte nye standarder på sit felt. Selskabet har stort set fulgt de budgetter, der blev lagt frem i forbindelse med børsemissionen i fjor. Hvad årsagen så er til det store kursfald, må børsmarkedet svare på. Men aktiemarkedet kan altså være brutalt,” siger Lise Kaae.

Hun ønsker – også af hensyn til de børsetiske regler – ikke at sige mere om sine forventninger til Funding Circle.

De store tals lov

Lise Kaae oplyser iøvrigt også, at Heartland heller ikke har været så heldig med sin ejerandel på 23 pct. af ligeledes børsnoterede Numis Corporation plc, der er børsmægler og virksomhedsrådgiver. I 2018/19 er værdien af aktieposten i Numis faldet med omkring 125 mio. kr.

”De to investeringer i UK er de to største udfordringer i årsrapporten. Mange investeringer er gået godt, andre mindre godt. Men de store tals lov gør, at Funding Circle tynger mest på bundlinjen,” siger hun.