Andehusbygger stævner Harald Nyborg

293860_16_9_large_618.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
07. nov 2014 KL.11:30

Den lille ande- og fuglehus-virksomhed Greentools føler sig svært forurettet, efter et af virksomhedens produktbilleder er endt på forsiden af Harald Nyborgs varekatalog.

Sagen drejer sig om billedet af et andehus, som indehaver af Greentools, Anders Pedersen, selv har bygget og tegnet. Billedet ses i kataloget sammen med en række bor, som blandt andet kan bruges til at bore den rigtige hulstørrelse i en fuglekasse eller andehus.

”De har taget et af de kendetegn, som jeg har bygget mit firma op omkring de seneste ti år. Med mit billede og mit design forsøger de at sælge et gør det selv-alternativ til de fuglekasser, jeg selv fremstiller og lever af at sælge,” siger Anders Pedersen.

Sælger bor på billedet

Ifølge Anders Pedersen har Harald Nyborg ikke alene overtrådt ophavsretten på billedet, han mener også, at byggemarkedet bruger billedet af andehuset til at sælge borene.

Foruden kataloget er billedet også brugt på emballagen til borene, som sælges i Harald Nyborgs varehuse. Anders Pedersen mener, at hans billede sammen med borene er i direkte konkurrence med det, han lever af.

Derfor har han valgt at stævne Harald Nyborg.

”Vi har på vegne af Greentools sendt flere anbefalede breve til Harald Nyborg, men de har valgt at ignorere dem,” siger Morten Kristensen fra virksomheden Not allowed, som beskæftiger sig med oprethavskrænkelse og varetager sagen for Anders Pedersen.

”Der er tale om en meget grov overtrædelse af ophavsretsloven, hvor Harald Nyborg har haft en stor økonomisk fortjeneste på at bruge billedet, hvilket kravet også afspejler,” siger Morten Kristensen.

Krav ude af proportioner

Hos Harald Nyborg undrer adm. direktør Arne Gerlyng-Hansen sig over Greentools reaktion.

Han bekræfter, at Harald Nyborg har fået Greentools henvendelse fra Not allowed, men fortæller også, at Harald Nyborg har skrevet tilbage til Not allowed. Byggemarkedet har dog aldrig fået svar.

”Vi kan godt se, at billedet er taget fra Greentools hjemmeside, men deres krav til kompensation er helt ude af proportioner,” siger Arne Gerlyng-Hansen med henvisning til forligstilbuddet fra Anders Pedersen og Not allowed på 125.000 kr.

Arne Gerlyng-Hansen mener ikke, at Harald Nyborg forgriber sig på Greentools design.

”Vi sælger slet ikke det samme produkt. Vi hverken laver eller sælger deres produkt eller bruger deres design. Vi sælger nogle bor, som kan bore hul i et stykke træ, og det kan blandt andet bruges til at lave fuglehuse,” siger Arne Gerlyng-Hansen.

Harald Nyborg vil ikke bruge Greentools billede i sit næste katalog, ligesom billederne på æskerne til borene vil blive erstattet med en stregtegning.

Hos Not allowed fastholder Morten Kristensen, at hverken han eller Greentools har hørt fra Harald Nyborg.