Analytiker: Thomas Cook-konkurs vil give dønninger i Europa

388183_16_9_large_95.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
22. sep 2019 KL.10:48

Rejseselskabet Thomas Cook, der blandt andet ejer Spies, står med det ene ben ud over skrænten i øjeblikket.

Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, hvor han følger luftfartsbranchen tæt.

"Det bliver en netruller. Mange vil foretrække at undgå en konkurs. Men det handler om, at alle Thomas Cooks kreditorer kan se muligheder for fremtiden og få deres penge hjem ved at lade dem fortsætte," siger Jacob Pedersen.

Flere medier skriver, at rejsegiganten er tæt på en konkurs, der allerede kan indtræffe søndag, hvis ikke der rejses et beløb på godt 1,4 milliarder danske kroner.

Hvad en konkurs konkret vil betyde, har Jacob Pedersen svært ved at svare på konkret, fordi der er tale om et selskab med store dimensioner, samtidig med at han ikke kender til dets konkurs- og selskabskonstruktion.

Men han er ikke i tvivl om, at en eventuel konkurs vil kunne mærkes.

"En Thomas Cook-konkurs vil give nogle gevaldige dønninger i hele den europæiske rejsebranche, og vi ville også kunne mærke det herhjemme," siger Jacob Pedersen.

Spies og det svenske rejseselskab Ving har begge sagt, at Thomas Cooks økonomiske problemer ikke skal vække bekymring hos deres rejsende.

"Hvis Spies som enkeltstående selskab er velfungerende og leverer overskud, så er det jo noget som kreditorerne og konkursboet vil forsøge at frasælge. I en situation hvor Thomas Cook går konkurs, vil man gøre så meget man kan for at redde nogle penge hjem," siger Jacob Pedersen.

Kommunikationschef hos Spies, Lisbeth Nedergaard, afventer Thomas Cooks udfald, før hun kan udtale sig om konsekvenser for Spies ved en Thomas Cook-konkurs.

"Faktum er, at Thomas Cook ejer Spies, og de arbejder med at få rehabiliteret og omstruktureret det økonomiske fundament for Thomas Cook. Jeg kender ikke konsekvenser, og det kan gå i mange retninger afhængigt af, hvilken plan der lander," siger Lisbeth Nedergaard.

Hun understreger dog, at Spies er en god forretning for Thomas Cook.

"Man skal vide som rejsende, at Spies er et sundt selskab, og man er dækket af en rejseforsikring, hvis det (en konkurs, red.) sker," siger Lisbeth Nedergaard.

/ritzau/