Analytiker før FLS-regnskab: "Vi mener aktien er billig i forhold til det historiske niveau men også i forhold til konkurrenternes aktiekurser"

385598_16_9_large_443.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
07. aug 2019 KL.19:50

Cement- og minekoncernen FLS offentliggør torsdag morgen regnskabet for andet kvartal 2019.

En indsamling af analytikerestimater fra Ritzau viser, at forventningerne til EBITDA for hele året ligger på et gennemsnit på kun 8,9 hos seks analytikere, og da FLS selv vurderer, at koncernen kommer ud af 2019 med et EBITDA-resultat på 9-10 pct., er der lagt op til en nedjustering, hvis man skal tro analytikerkorpset.

Hos Sydbank er vurderingen, at FLS må nedpræcisere, men at koncernen i kraft af den gode ordresituation over hele året vil ende inden for FLS eget forventningsinterval på 9-10 pct.

"FLS kom lidt svagt fra start i 2019, fordi ordrer og indtjening kommer lidt i skvulp, og i starten af 2019 var selskabet i bunden af sådan et skvulp," siger analytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank, der også peger på et uheldigt produktmix, hvor der i perioden blev solgt mindre af de mest lukrative indtægtskilder, der er inden for service- og reservedelsområdet.

"Konkurrenterne Metso og Outotec har oplyst, at indgangen af serviceordrer og indtjeningen er fin, så det er positivt i forhold til, at FLS kan levere noget i samme stil, men det er indregnet, at FLS kan komme i vanskeligheder på indtjeningen," siger Mikkel Emil Jensen.

Handelskrig spiller rolle

Han peger på, at den igangværende handelskrig imellem USA og Kina har været med til at sende den i forvejen hårdt pressede FLS-aktie yderligere ned.

Men den generelle efterspørgsel på råvarer som f.eks. kobber er høj, og blandt de faktorer, der er med til, at Sydbank fortsat har en købsanbefaling på aktien.

“Vi mener, aktien er billig i forhold til det historiske niveau, men også i forhold til konkurrenternes aktiekurser,” siger Sydbank-analytikeren.

FLS-aktien har fået voldsomme klø i det seneste år. I starten af juni 2018 var kursen oppe i 430, men ligger nu i niveauet 246. Næsten en halvering på godt et år.

“Aktiekursen afspejler en forventning til en vækstopbremsning, der er langt hårdere, end jeg forventer. Der er indregnet en kraftig opbremsning og tilbagegang i FSL’s industri selv om der er opsving i minesektoren,” lyder vurderingen.

Hovedparten af de banker, der kommer med anbefalinger til FLS-aktien, anbefaler at købe aktien. Det drejer sig om otte ud af 13, mens de resterende fem anbefaler at beholde den.