Ambu i stort kursdyk efter FDA-møde: "Det er klart, at der er nogle mennesker, som er interesserede i, at vi falder"

390908_16_9_large_118.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
08. nov 2019 KL.12:19
Ambu-aktien falder fredag med 5 pct. til omkring kurs 100, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har afsluttet en paneldebat om duodenoskoper, der er kikkertundersøgelser af galdeveje og bugspytkirtel. 

Ifølge DNB’s Ambu-analytiker, Jesper Ingildsen, var der ikke nogen entydig konklusion til fordel for engangsendoskoper, som er en vigtig del af medicoselskabets produktportefølje - og det kan have skuffet nogle investorer. 

"Konklusionen fra mødet kan tolkes begge veje, og nogle kan have håbet på mere specifikke meldinger til fordel for Ambu," siger Jesper Ingildsen.  

De amerikanske sundhedsmyndigheder havde inviteret en uafhængig komité til at undersøge, hvordan man kan sænke smittefaren ved duodenoskoper.

Ifølge DNB’s Ambu-analytiker kunne man fra sundhedsmyndighedernes side godt se, at der er behov for ændringer, men de kan ikke presse mere på for ændringer her og nu, da det medfører øgede udgifter til hospitalerne.

"Komitéen sagde dog, at det eneste, der kan løse problemet med smittefaren helt, er engangsendoskoper, som Ambu og Boston Scientific er længst fremme med," siger Jesper Ingildsen.

Ingen endelige afgørelser

Chef for Investor Relations i Ambu, Nicolai Thomsen, fremhæver også, at der ikke er truffet en decideret beslutning på FDA-mødet:  

"Vi ser det lidt som et 'ikke-event', for der har ikke været nogen konklusion fra mødet," siger han. 

Ifølge ham er mødet derfor også op til fortolkning. Men han fremhæver, at der kan være dele af markedet, som har en interesse i at udlægge det afsluttede FDA-møde på en bestemt måde: 

"Det er klart, at der er nogle mennesker, som er interesserede i, at vi falder, fordi de har shortet os." 

"Når du har en aktie, som har en høj shortposition, så er det også en mere volatil aktie - selv over for små nyheder i markedet," siger Nicolai Thomsen. 

6,15 pct. af aktierne i Ambu er shortet ifølge oplysninger fra Ritzau Finans.   

Ambu-aktien fik i slutningen af august et solidt løft, efter at FDA udstedte en anbefaling om et skifte mod nye designs af duodenoskoper.

Et skifte mod de nye designs kan eksempelvis involvere en større interesse for engangsduodenoskoper, som Ambu går efter at være en af de første til at tilbyde.

Udover FDA-meldingen fredag har investeringsbanken Carnegie også været inde at justere på sit kursmål for Ambu. Kursmålet sænkes til 78 kr. fra 85 kr.