Ambu flyver til vejrs efter FDA-rapport om konkurrentproblemer

373715_16_9_large_567.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
11. dec 2018 KL.11:27

Ambus engangseventyr får tirsdag en hjælpende hånd fra de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA, der i en stikprøve har fundet potentielt farlige mikroorganismer på eksisterende duodenoskoper, i langt højere grad end der kan accepteres, 

Det har fået Ambu-aktien til at stige, og en overgang var stigningen over 5 pct. 

Der er tale om udstyr fra de store producenter Fujiifilm Medical Systems, Olympus samt Pentax, som alle producerer genanvendelige duodenoskoper, der anvendes til undersøgelser i galdevejene. Den stikprøve, der blev taget, indeholdt 3 pct. højrisiko-organismer, efter at være renset efter forskrifterne.

Ser man på de enkelte producenter, var risikoen lavest for duodenoskoper fra Fujifilm, mens endoskoperne fra Pentax gav øget infektionsrisiko i 10 pct. af tilfældene, mens den rate var knap 7 pct. for skoper fra Olympus, der samtidig har indgået forlig på 85 mio. dollar med det amerikanske justitsministerium, for at have skjult infektionsrisikoen for amerikanerne.

“Det der er interessant er, at Olympus siger, at de ikke har talt sandt og, at de fortsatte salget af deres duodenoskoper i USA, efter at de havde opdaget og advaret om infektionsrisikoen i Europa,” siger Ole Henrik Bang-Andreasen, aktieanaltyiker i ABG Sundal Collier. 

Olympus har erkendt, at det i 2012/2013 undlod at indberette hændelser med kontaminering, der havde forbindelse til infektioner i Europa. Olympus udstedte en advarsel i Europa i 2013, men advarede ikke de amerikanske hospitaler om risikoen før end i 2015. 

Mindst 35 patienter er døde i USA siden 2013 på grund af infektioner, der er forbundet til inficerede duodenoskoper fra Olympus.

Den højere risiko for infektion er vand på Ambus mølle og håbet om at konvertere markedet til engangsendoskoper over tid. Ambu regner med at kunne lancere et engangs-duodenoskop i løbet af det næste års tid. 

Nu åbner markedet sig for Ambu

“Duodenoskopmarkedet vil nu åbne sig i et hurtigere tempo for Ambu, og dette delsegment er et potentielt milliardmarked for Ambu,” siger Ole Henrik Bang-Andreasen.

Han peger på, at der foretages ca. to millioner undersøgelser med den type endoskoper hvert år, og Ambu regner med at lancere sit engangsprodukt til en pris i omegnen af 800 dollar, hvilket betyder, at hvis markedet konverteres fuldt ud til engangsudstyr, vil det være på over 10 mia. kr.

Den større amerikanske spiller Boston Scientific har meldt sin ankomst til dette markedssegment med et engangsprodukt, men alligevel giver det en væsentlig mulighed for Ambu.

“Jeg venter, at Boston Scientific kan tage en større markedsandel end Ambu, men det bliver nogenlunde et 50-50 marked, og ser vi mod Olympus, så virker de ikke særligt interesseret i at konvertere til engangsprodukter,” siger analytikeren.

Han vurderer at Ambu, som allerede sælger engangsendoskoper til undersøgelser i luftvejene, vil udvide sin vækst i engangsmarkedet med duodenoskopet, hvor risikoen for infektion er højest, og så arbejde sig ind i de andre delsegmenter.

"Fra 2020 vil Ambu være det eneste selskab med en komplet engangsportefølje,” fastslår Ole Henrik Bang-Andreasen.