ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Budgetkrig med Ungarn og Polen kan forsinke nyt europæisk klimamål

Ungarns og Polens regeringschefer, Viktor Orban og Mateusz Morawiecki, kan ende med at blokere for både klimamål og krisepakke, når EU’s ledere samles til topmøde i Bruxelles torsdag og fredag. Foto: Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix
Ungarns og Polens regeringschefer, Viktor Orban og Mateusz Morawiecki, kan ende med at blokere for både klimamål og krisepakke, når EU’s ledere samles til topmøde i Bruxelles torsdag og fredag. Foto: Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix

En aftale om et nyt klimamål for 2030 er fortsat ambitionen på denne uges EU-topmøde torsdag og fredag, hvis man spørger EU-diplomaterne i Bruxelles. Teksten er forberedt, og et voksende antal lande bakker op om at løfte klimamålet til “mindst 55 pct.” reduktion i 2030.

Det er jo låst, som det ser ud lige nu. Men rundt omkring i Europa er der fortsat et stort momentum

Julie Kjestrup, Danfoss

Der er bare det problem, at klimamålet er tæt forbundet til den store budget- og krisepakke, som i øjeblikket blokeres af Polen og Ungarn. De to lande er utilfredse med en mekanisme, der kobler udbetaling af EU-støtte med respekten for retsstatens principper – og som intet har med klimaet at gøre. Men det betyder, at de i øjeblikket blokerer for hele budget- og krisepakken til 1824 mia. euro eller næsten 13.600 mia. kr., hvoraf mindst 30 pct. skal gå til klimainvesteringer.

Især Polen har ved mange lejligheder sagt, at man ikke kan bakke op om et nyt klimamål, før man også har sikre løfter om finansiering.

Truer med alternativ

Hvis de to lande holder fast i deres veto, så har de andre 25 EU-lande truet med at styre uden om blokaden og etablere deres egen krisefond. Det kan de inden for EU-reglerne, men det syvårige EU-budget vil fortsat være blokeret, og de to lande vil næppe være mildere stemt over for klimamålet.

Hos Danfoss siger EU-chef Julie Kjestrup, at hun fortsat tror på et resultat, så der på én gang landes en aftale om både krisepakke og klimamål – og sker det ikke i denne uge, så bliver forsinkelsen ikke alvorlig, mener hun.

“Det er jo låst, som det ser ud lige nu. Men rundt omkring i Europa er der fortsat et stort momentum, så jeg er faktisk fortrøstningsfuld. Denne skude kan ikke vendes nu. Der kan komme forsinkelser, men der er ingen tvivl om retningen,” siger hun og tilføjer:

“Det ville være dybt uattraktivt, især for Polen, hvis de 25 lande laver deres egen krisefond. Polakkerne har udsigt til massiv støtte fra fonden, og selvom den polske regering kan være stejl, så vil det være svært at forklare borgerne, at man giver afkald på midler i den størrelsesorden.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis