Lars Larsen: Iværksætteri på skoleskemaet
Erhvervs- og iværksætterikonet Lars Larsen er spændt på valgets udfald og har flere opfordringer klar til landets politikere, når det bliver arbejdsdag igen.

"Jo tidligere man kommer i gang i sit liv med at skabe en interesse omkring iværksætteri, jo flere kommer der ud af skolen med det. I dag skal man jo helt op i handelsskolen før man begynder at tale iværksætteri. Få dog det på skoleskemaet i de større klasser i folkeskolen. Leg noget mere handel i skolen med børnene, så man får interessen. Det er nok mit bedste råd," siger Lars Larsen og fortsætter:

"Vi har jo selv leget den lille købmand, inden vi begyndte i skolen. Og man ser børn, der sælger saftevand i en lille bod ude foran hjemmet. Det gen ligger jo i rigtig mange. Jo tidligere man får det udviklet, jo flere kan vi få til at blive iværksættere."

Læs også: Lars Larsen: Iværksætteri skal på skoleskemaet

Lars Larsen er klar med flere råd:

"Der er alt for mange store danske virksomheder, der får eksporttilskud, som de overhovedet ikke har behov for. Jeg siger ikke, der nødvendigvis skal flere penge ind i systemet til det. Men man kan starte med at pille milliardtilskud til veletablerede danske virksomheder fra dem, og så give det til iværksætteri."

"Skal de (store virksomheder, red.) endeligt have noget, så kan det være i form af statsgaranterede lån eller noget. Men få skrabet så meget økonomi sammen som muligt til iværksættere, fordi det er svært at komme i gang. Det er pokkers svært."

Læs flere valg-relaterede artikler her

Seneste Børsen Overblik