Nu er fremtiden på plads for dansk angriber
Foto: (Arkiv) Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sport Af
Den danske angriber Marcus Ingvartsen har fået fremtiden på plads.

Ingvartsen, der i øjeblikket er med det danske U21-landshold til EM, skifter fra belgiske Genk til tyske Union Berlin. Det bekræfter sidstnævnte på sin hjemmeside.

Danskeren har fået en treårig aftale hos klubben fra den tyske hovedstad.

"Jeg ser virkelig frem til at spille for Union. Billederne fra oprykningskampen var overvældende og meget imponerende.

Jeg vil vise mit værd og bidrage til, at holdet får en succesfuld sæson i Bundesligaen," siger Marcus Ingvartsen.

Hos Union Berlin er sportsdirektør Oliver Ruhnert godt tilfreds med at få Ingvartsen i folden.

"Jeg er glad for, at det er lykkedes os at få Marcus til vores klub. I ham får vi en dygtig, venstrebenet spiller, som er farlig i feltet, intelligent, hårdtarbejdende og teknisk velfunderet. Jeg er sikker på, at han vil styrke vores hold," siger sportsdirektøren.

Skal spille i den bedste række

Union Berlin rykkede i den forgangne sæson op i Bundesligaen, og Ingvartsen får dermed mulighed for at vise sine evner i den bedste tyske fodboldrække.

Det har knebet med spilletid for 23-årige Ingvartsen, som for to år siden skiftede fra FC Nordsjælland til Genk, efter at han blev topscorer i Superligaen med 23 mål.

I den forgangne sæson blev det til 11 kampe og 1 mål på tværs af alle turneringer for den danske spydspids.

Alligevel sikrede han sig en plads i landstræner Niels Frederiksens trup, som mandag tager hul på U21-EM med en kamp mod Tyskland.

I Union Berlin bliver han holdkammerat med landsmanden Jakob Busk, hvis målmanden bliver i klubben efter at have siddet på bænken i hele sidste sæson.

Berlin-klubben understreger, at Ingvartsens kontrakt gælder, uanset om klubben spiller i Bundesligaen eller 2. Bundesligaen.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler