Froome pådrog sig et brud på nakken i slemt styrt
Efter et voldsomt styrt forud for en enkeltstart i Critérium du Dauphiné blev Chris Froome fløjet til hospitalet i St. Etienne.
Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Sport Af
Skanninger har vist, cykelrytteren Chris Froome pådrog sig et brud på nakken i sit alvorlige styrt onsdag.

Team Ineos-stjernen styrtede voldsomt forud for en enkeltstart i etapeløbet Critérium du Dauphiné og står nu foran en lang genoptræning.

34-årige Froome var uheldig, da han ville pudse næse med en hastighed 54 kilometer i timen under forberedelserne til enkeltstarten. Ifølge BBC tog han en hånd af styret, mens et kraftigt vindstød hev fat i britens forhjul og slyngede ham ind i en mur.

Froome mistede bevidstheden, og i første omgang blev det meldt ud, at han havde pådraget sig brud på lårben, albue, hofte og ribben samt nogle indre skader. Men nakken er altså også beskadiget.

Det britiske medie BBC citerer kirurgen Remi Philippot, der opererede Froome, for at sige, at den firedobbelte Tour de France-vinder vil være væk fra cykling i "mindst seks måneder". Det betyder efter alt at dømme, at han er ude resten af sæsonen.

Det er dog svært at lægge en præcis tidslinje for Froomes tilbagevenden, understreger Remi Philippot.

- Måske bliver vi nødt til at gøre noget andet. Det er ikke sikkert, at genoptræningen går, som vi håber, siger kirurgen ifølge BBC.

Team Ineos meldte torsdag ud, at Chris Froome havde gennemgået en succesfuld operation, der varede seks timer.

Angiveligt var han allerede i gang med at planlægge sit comeback fra sygesengen. Her skal han ifølge kirurgen tilbringe de næste seks uger.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler