Hareide vil til EM: Bruger vinteren på at studere Schweiz
Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Sport Af
For fodboldlandsholdets vedkommende drejer 2019 sig om én ting: At kvalificere sig til EM i 2020, så Danmark kan spille to kampe foran eget publikum i København.

Det gør Danmark ved at slutte blandt de to øverste hold i en kvalifikationsgruppe, der foruden Åge Hareides mandskab tæller Schweiz, Irland, Georgien og Gibraltar.

"Den helt klare målsætning for 2019 er, at vi skal til EM. Det tror jeg også, at vi kommer, for vi har udviklet os positivt over de seneste par år, og vi er, hvor jeg havde håbet på, at vi ville være.

"Vi står med en unik mulighed for at kunne spille EM på hjemmebane. Den mulighed får vi måske aldrig igen, så vi skal gribe den," siger Åge Hareide.

Schweiz bliver første modstander

Schweiz er topseedet i Danmarks gruppe, og netop schweizerne er Danmarks første modstander i EM-kvalifikationen.

26. marts spilles udekampen i Basel, og opgøret står som en ledestjerne i Hareides kalender efter en periode på fire måneder uden landskampe.

"Det er meget motiverende under så lang en pause, at den næste kamp er så vigtig. Det bliver den vigtigste kamp, vi overhovedet kommer til at spille i 2019, for det er den stærkeste modstander, og vi spiller på udebane.

"Vi skal helst ikke ødelægge vores stime (af kampe uden nederlag, red.) mod Schweiz, for det vil sparke vores kvalifikation fantastisk i gang, hvis vi kan få point," siger Åge Hareide.

Undervurdér ikke Schweiz

Landstræneren har set kampen i november, hvor Schweiz bankede VM-bronzevinderen Belgien med 5-2 i Nations League.

I de kommende måneder skal han studere schweizerne endnu nærmere. Indtil videre er Hareide imponeret af verdensranglistens nummer otte.

"Schweiz er et godt hold med mange spillere i halvstore klubber. De har spillet sammen i lang tid, og de har gode relationer sammen. De er rigtig velspillende, og ligesom os er holdet deres styrke, mere end det er de enkelte spillere.

Efter lodtrækningen så tænker folk i Danmark, at Schweiz ikke kan noget i forhold til for eksempel Spanien. Men Schweiz er for eksempel bedre på verdensranglisten," siger Åge Hareide.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler