Styrket Astralis jagter revanche for sidste års bet
Astralis har revanche til gode fra sidste års finalenederlag i Blast Pro Series i Royal Arena.
Foto: Kevin C. Cox/arkiv/Ritzau Scanpix
Sport Af
Sidste års stort anlagte Blast Pro Series for seks af verdens bedste Counter-Strike-hold trak fulde huse i Royal Arena, men endte også med et resultatmæssigt antiklimaks for det danske publikum.

I en dramatisk finale måtte danske Astralis se sig slået i overtid af SK Gaming til stor skuffelse for størsteparten af de omkring 10.000 mennesker i Royal Arena.

Men Astralis er klar til revanche, og det er i en styrket udgave foran en udsolgt Royal Arena.

I sidste års turnering måtte holdet undvære stjernespilleren Nicolai "dev1ce" Reedtz, som måtte trække sig på grund af sygdom. Men allerede dengang følte han sig sikker på at kunne tage revanche.

"Timingen er selvfølgelig dårlig, og jeg så meget frem til at spille foran publikum i Danmark. Men helbredet kommer først, og jeg får muligheden igen," sagde han til holdets Facebook-side.

Den 23-årige vejlenser bliver af mange betegnet som verdens bedste, og derfor var det utvivlsomt en svækkelse af det danske hold, der lånte svenskeren Dennis Edman som afløser.

Alligevel var Astralis uhyre tæt på at snuppe titlen, og med Nicolai Reedtz tilbage på holdet er sejrschancerne øget.

Holdet ankommer også til Royal Arena med selvtilliden i orden efter at have triumferet ved den seneste Blast Pro Series for godt en måned siden i Istanbul.

Her storspillede Nicolai Reedtz også, og han var en afgørende faktor, da brasilianske MIBR blev slået i finalen. Netop MIBR er Astralis' første modstander i Royal Arena.

Blast Pro Series er en række af turneringer, som har deltagelse af seks af verdens bedste hold, som hver gang kæmper om en præmiepulje på cirka 1,65 mio. kr. Halvdelen af dem går til vinderholdet.

Alle hold når at møde alle gennem seks indledende runder, og de to bedst placerede hold efter de seks runder mødes i finalen.

De to første runder afvikles fredag, mens de fire sidste runder samt finale finder sted lørdag til hovedbegivenheden.

I Royal Arena kan publikum se frem til at følge Astralis, MIBR, Faze Clan, Nip, Navi og Cloud9.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler