Zlatan og Beckham vædder om middag og Ikea-tur før VM-duel
Foto: Stephane Mahe/Ritzau Scanpix
Sport Af
De to gode venner Zlatan Ibrahimovic og David Beckman er havnet i et tydeligt venskabeligt mundhuggeri på Twitter forud for lørdagens kvartfinale mellem Sverige og England på Cosmos Arena i Samara.

Således skriver den populære svensker, der spiller for Los Angeles Galaxy:

"Yo David Beckham, hvis England vinder, så giver jeg middag hvor end i verden, du vil. Men hvis Sverige vinder, så køber du, lige hvad jeg har lyst til i Ikea. Ok?"

Under 20 minutter senere svarer David Beckham:

"Zlatan Ibrahimovic, hvis Sverige vinder, så vil jeg personligt tage dig med i Ikea og købe præcis, hvad du vil have til dit nye palæ i Los Angeles. Men når England vinder, så skal du komme og se en kamp på Wembley iført en England-trøje og spise fish and chips i halvlegen."

Sejr til svenskerne

Dermed er vilkårene for væddemålet på plads, før kvartfinalen sparkes i gang lørdag eftermiddag klokken fire dansk tid.

Skal man tro Ibrahimovic, som har takket nej til at spille for landsholdet, bliver det en sejr til svenskerne.

"Ja, jeg tror, at Sverige kan vinde VM. Nu handler det ikke kun om, hvor god man er. Nu hvor man har nået frem til en kvartfinale, handler det meget om følelser. Det hold, som bedst klarer at håndtere følelserne, har en fordel," siger Zlatan Ibrahimovic ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han har selv spillet mange kampe for Sverige mod England. Blandt andet scorede han fire mål mod englænderne i landskampen, der indviede Friends Arena, Sveriges nationalstadion, for fire år siden.


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler