Hareide: VM-holdet er omgivet af negativitet
Assistenttræner Jon Dahl Tomasson (tv) og landstræner Åge Hareide.
Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Sport Af
De negative historier omkring landsholdet fylder alt for meget forud for VM i Rusland.

Det mener landstræner Åge Hareide. Han henviser specifikt til fravalgene af Daniel Wass og Andreas Bjelland og de to spilleres offentlige kritik, som efter hans mening har fyldt for meget.

Indadtil forsøger landstræneren at præge holdet med positivitet.

"Jeg arbejder hele tiden på at forstå danskerne og den danske presse," siger Åge Hareide.

"Alle var glade, da Danmark spillede sig til VM, men der vil altid være personer, der bliver skuffede, når man skal udtage holdet. Det var jeg også forberedt på. Men det betyder, at fokus bliver rettet på noget andet end fodbold, som jeg er ansvarlig for. Det er vigtigt, at spillerne har en god oplevelse, og på holdet fokuserer vi på at være positive," siger han.

Må bygge det positive selv

Åge Hareide har flere gange valgt at kommentere de historier, som efter hans mening er negative. Historierne har fået for meget spalteplads i aviserne og sendetid på tv, synes han.

"Det begyndte med Wass, som var misfornøjet, og så var Bjelland misfornøjet. Der var store opslag om misfornøjethed. Der skrives om det, og der fokuseres på det," siger Hareide.

Landstræneren erkender dog, at kritikken i første omgang kommer fra spillere, der har været i spil til VM.

"Det ved jeg godt. Men alle spørgsmål havner på mit bord," siger han.

Når han er færdig med at tale med medierne, har han lagt sagerne fra sig, så de fylder intet i hans samtaler med spillerne i VM-truppen.

"På holdet må vi bygge alt det positive op selv. Vi ved, at den første kamp til VM er vigtig og vil præge resten af opholdet i Rusland," siger Hareide.

Det danske landshold møder lørdag aften Mexico i den sidste test før VM i Rusland. Kampen spilles klokken 20.00 på Brøndby Stadion.

Efter en fridag flyver holdet mandag til kysten ved Sortehavet, hvor Danmark har base under VM. 16. juni venter Peru i den første gruppekamp. Senere står holdet over for Australien og Frankrig.



Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler