OB fyrer cheftræner Kent Nielsen
Kent Nielsen er fortid i OB.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sport Af
Superligaklubben OB har fyret cheftræner Kent Nielsen efter flere sæsoner med skuffende resultater.

Det meddeler OB på sin hjemmeside.

Ifølge sportsdirektør Jesper Hansen stopper samarbejdet med Nielsen, fordi klubben ikke har levet op til de sportslige ambitioner de seneste sæsoner, selv om OB har bevæget sig i "den rigtige retning".

"Desværre må vi også konstatere, at vi ikke har levet op til vores sportslige målsætning de seneste år, og selv om vi hele tiden er kommet tættere på, så er vi nået til den beslutning, at det vil gavne klubben at skifte cheftræner. Der er bygget et stort potentiale op, som vi ikke har fået forløst, og det har vi en stor tiltro til, at vi vil kunne gøre med nye øjne, nye idéer og friske tanker," siger Jesper Hansen.

OB missede for anden sæson i træk mesterskabsslutspillet i Superligaen og måtte tage til takke med en plads i Superligaens Europa League-playoff.

Her blev det til et samlet nederlag til AGF, og OB blev dermed sendt tidligt på sommerferie.

Kent Nielsen kom til OB i sommeren 2015, men han har ikke haft nær så stor succes hos fynboerne, som han havde hos AaB forinden.

Her førte den tidligere landsholdsspiller nordjyderne til dobbelt triumf ved at vinde Superligaen og pokalturneringen i sæsonen 2013/14.

Tidligere har han også stået i spidsen for Brøndby, AC Horsens og AGF. I sidstnævnte dannede han kortvarigt trænerduo med Lars Lundkvist.

Det er endnu uvist, hvem der overtager jobbet som cheftræner for OB, der har indledt jagten på en ny træner.

Ifølge klubbens hjemmeside ændrer trænerfyringen dog ikke ved, at Henrik Hansen tiltræder som assistenttræner, når OB starter den nye sæson 18. juni.

Henrik Hansen, der kommer til fra Sønderjyske, og som aktiv spillede for OB, har skrevet under på en treårig kontrakt.

/ritzau/


Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler