Sport Af
Drømmen i FC Nordsjælland er at komme med i mesterskabsslutspillet i Superligaen, men den drøm led fredag aften et stort knæk i forårspremieren mod Lyngby.

FC Nordsjælland tabte hjemme i Right to Dream med 0-1, og dermed er der stadig fem point op til en top-6-placering, som vil sende Farum-klubben med i mesterskabsslutspillet.

Udsplitningen i mesterskabsslutspil og nedrykningsspil sker allerede om fire spillerunder, så oddsene for FCN er efterhånden dårlige, også med tanke på, at de fire næste kampe byder på opgør mod både FC København, Brøndby og FC Midtjylland.

"Det ser svært ud nu. Jeg tror godt, vi kan slå de hold, selv om de er top-3 i Danmark. Spiller vi op til vores bedste, burde vi være i top-4, så jeg tror på, vi kan vinde kampene," siger midtbanespilleren Emiliano Marcondes.

"De hold over os kommer også til at skrabe point sammen, så vi må erkende, at det ser svært ud," siger han.

FCN-anfører Patrick Mtiliga, der mod Lyngby fik comeback efter en langvarig skade, er enig med Marcondes om de dystre udsigter, når det kommer til top-6.

"Vi ville gerne have haft de tre point, for det er fem finaler frem mod slutspillet. Der venter os nogle svære kampe, men vi må ikke lade os slå ud af, at vi tabte den første. Alt kan lade sig gøre, men skal vi være realistiske, bliver det svært at nå i top-6," siger Mtiliga.

For FCN-træner Kasper Hjulmand er fokus slet ikke på tabellen efter fredagens nederlag.

"Uanset om der havde været et slutspil eller ej, ændrer det ikke på vores måde at se tingene på. Vi kigger ikke hele tiden på den streg, men arbejder i stedet fra uge til uge på at få vores spil til at sidde. Så må vi se, hvor det lander, når grundspillet er afsluttet," siger Kasper Hjulmand.

/ritzau/

Savner du faglig inspiration i din indbakke? Modtag en mail fra chefredaktør Niels Lunde en gang om ugen og få et konstruktivt blik på ledelse og dansk erhvervsliv. Tilmeld dig til Niels Lundes nyhedsbrev i boksen herunder


Ledelse


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Asger Jorn-malerier: En unik investeringsmulighed i en usikker tid

Annoncørbetalt
indhold af Secher Fine Art & Design