Sport Af
Tennisstjernen Rafael Nadal skal have ny træner ved udgangen af denne sæson.

Den 14-foldige grandslam-vinder er i hele sin karriere blevet trænet af sin onkel Toni Nadal, men det samarbejde stopper til nytår, når Toni Nadal overgår til et chefjob på nevøens tennisakademi på Mallorca.

"Jeg har rejst verden rundt, og nogle gange kan det være hårdt at rejse i min alder," siger 55-årige Toni Nadal til nyhedsbureauet AFP.

Rafael Nadal får i stedet den tidligere verdensetter Carlos Moya som hovedtræner.

Moya, der vandt French Open i 1998, trådte ind i Nadals trænerteam i december sidste år og får sammen med Francisco Roig ansvaret for træningen af Nadal fra den kommende sæson.

"Starten af året har været rigtig god, og inkorporeringen af Carlos har været en stor succes. Rafael er i gode hænder med Francisco og Carlos," siger Toni Nadal.

Under sin onkels ledelse har Rafael Nadal vundet French Open ni gange foruden to Wimbledon-titler, to US Open-titler og en enkelt triumf i Australian Open.

Senest nåede han finalen i Australian Open i slutningen af januar.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler