Norsk topnavn forhandler med danske fodboldklubber
Morten Gamst Pedersen har i en årrække huseret på kanten hos Premier League-klubben Blackburn. Her scorer han for Norge i en kvalifikationskamp til VM 2010 mod Skotland.
Sport Af
Den mangeårige Premier League-spiller Morten Gamst Pedersen kan være på vej til en dansk klub, inden transfervinduet smækker i den 2. september.

Nordmanden har ingen fremtid i Blackburn og har fået lov at forhandle til anden side, og tilsyneladende er en eller flere danske klubber stærkt inde i billedet til at sikre sig den rutinerede kantspiller.

"Vi forhandler med danske klubber, det kan jeg godt bekræfte," siger spillerens agent, Rune Hauge, til tipsbladet.dk

"Der var hurtigt interesse fra Danmark, og interessen er meget konkret. Morten vil et sted hen, hvor han har udsigt til spilletid, og Danmark er helt klart interessant i den forbindelse," siger Rune Hauge.

FC København har i sommer været på jagt efter folk til venstresiden, og netop den danske Champions League-deltager kan godt være en mulig arbejdsgiver for Morten Gamst Pedersen.

"Det er en storklub, der desuden skal spille Champions League i denne sæson. Det er åbenlyst, at FC København er interessant for Morten," siger Rune Hauge.

Morten Gamst Pedersen har spillet i Blackburn siden 2004, men er ikke længere inde i klubbens fremtidsplaner.

På det seneste er han også blevet fravalgt til landstræner Egil "Drillo" Olsens landshold, hvor han står noteret for 74 kampe.

/ritzau/



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Derfor skal du være obs på aktiens RSI-værdi

Annoncørbetalt
indhold af Investtech